Et helt rigtigt signal: Vi skal have flere praktiserende læger

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 25. juni 2018

Jeg blev glad og lettet, da regeringen for et par uger siden lancerede udspillet »En læge tæt på dig« om fremtidens almen praksis. Ikke fordi at jeg er enig i hvert et ord i den 41 sider tykke publikation, men fordi den helt overordnet sender det rigtige signal. Udspillet leverer en længe savnet politisk anerkendelse af, at praktiserende læger er uundværlige, og at de er omdrejningspunktet for det nære sundhedsvæsen.

Og hold da op, hvor er der brug for det. De seneste år har en stor del af debatten om almen praksis været præget af konfrontation og truende konflikt. Nu er tiden en anden. Dygtig forhandling og dialog har skabt ro og mulighed for at fokusere på de krævende opgaver, som både patienter og politikere har en forventning om, at praktiserende læger løser. Faktum er, at blikket hos et hastigt voksende antal ældre med ofte flere kroniske sygdomme i høj grad vil rettes mod deres egen læge. De har en forventning om, at ventetiden er kort, og at der er det personlige patient-læge-forhold, som karakteriserer netop almen praksis. Absolut rimelige krav, som desværre er udfordret af, at der allerede i dag er en udtalt mangel på praktiserende læger mange steder i landet. 

Gennemsnitsalderen i almen praksis er bekymrende høj. De nyeste tal viser, at mere end ti procent af de praktiserende læger er over 65 år. Antallet af praktiserende læger med eget ydernummer falder, og ifølge regeringens eget udspil er op mod 70 procent af lægepraksisserne lukket for tilgang af patienter. Det er skræmmende tal, og derfor er det på høje tid, at man fra Christiansborg retter projektøren mod en praksissektor, som i den grad har brug for konstruktiv politisk bevågenhed.

Regeringen tager et første skridt i retning af at få flere praktiserende læger ved ekstraordinært at udvide antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen praksis med 30. I det skridt ligger en vigtig erkendelse af, at det ikke er nok at fordele de praktiserende læger ud over landet. Der skal simpelthen flere familielæger til, hvis sundhedsvæsenet skal fungere. At oprette 30 ekstra hoveduddannelsesstillinger er ikke nok, men det er en start, og så gælder det om at holde politikerne fast på, at den næste dimensioneringsplan også skal omfatte en satsning på at få uddannet flere praktiserende læger.

Konkret forpligter regeringen sig i den nye plan til, at manglen på praktiserende læger i 2020 skal være skrumpet så meget, at kun hver anden praksis må have lukket for tilgang af patienter. I 2030 skal 70 procent af de praktiserende læger kunne sige ja tak til at tage nye patienter ind. 

Det er et ambitiøst, men også nødvendigt mål, som ud over flere hoveduddannelsesstillinger kræver en bred indsats: attraktive uddannelsesforløb, fastholdelse af ældre kolleger, aflastning – så lægen kan koncentrere sig om de lægefaglige kerneopgaver mv.

Der står meget på spil. Den måde, vi har bygget sundhedsvæsenet op på med en praktiserende læge som forpost, er unik. Ikke uden problemer, men sammenlignet med andre landes modeller en garant for høj kvalitet og moderate udgifter. Fra hele verden er delegationer igennem mange år strømmet til Danmark for at lade sig inspirere af, hvordan godt 3.400 praktiserende læger årligt klarer cirka 40 millioner konsultationer. Det er en model, som vi kan være stolte af, og som vi skal prioritere i fremtiden – af hensyn til hele sundhedsvæsenet. For det er vigtigt at huske, at det ikke kun er et anliggende for det nære sundhedsvæsen, når en lægepraksis står tom. Det er veldokumenteret, at mangel på praktiserende læger betyder, at flere patienter bliver indlagt. Det medfører travlhed i akutmodtagelser og overbelægning på sygehusene. Sundhedsvæsenets sektorer er dybt afhængige af hinanden, og derfor er en velfungerende almen praksis en gevinst for alle læger.