Et efterår, som ændrer sundhedsvæsenet?

Af Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 9. juli 2018 

Der er på forhånd skruet op for forventningerne, når politikerne vender tilbage til Christiansborg efter sommerferien. Statsministeren har fra Folketingets talerstol bebudet en reform og i samme åndedrag trukket linjer til strukturreformen i 2007, som bl.a. betød farvel til amterne og goddag til regionerne. 

Med et så ambitiøst ordvalg er det klart, at mange i sundhedsvæsenet overvejer, hvordan verden mon ser ud om et års tid. Er det f.eks. stadig regionerne, der driver sundhedsvæsenet? Holder det vand, når Berlingske kan skrive, at regeringen planlægger et sundhedsvæsen af såkaldte sundhedsklynger? Og hvad er en sundhedsklynge egentlig?

Spørgsmålene er mange, og svar er der kun få af. Én definition på sundhedsklynge er, at praksissektoren, sygehuse og kommunen i et område får ansvar for at levere de rigtige sundhedstilbud til alle borgere. Samarbejde på tværs er det, som alle aktører har råbt på de seneste år. Det er afgørende for, at sundhedsvæsenet kan magte de enorme udfordringer med stadig flere patienter, som ikke kan løses i én sektor alene. Men det er for tidligt at afgøre, om sundhedsklynger er svaret. Vi mangler stadig at få et klart billede af, hvordan regeringen i givet fald forestiller sig, at klyngerne skal ledes. Skal der være fælles ledelse, eller er der tale om et samarbejdsforum mellem parterne? Hvilken beslutningskompetence skal klyngerne have, og hvordan skal lægers faglighed indgå?

Der er mange spørgsmål, som vil kræve præcise og tilfredsstillende svar. Og uanset, hvordan snitfladerne bliver fremover, så er der meget påtrængende problemer, som kræver handling og ressourcer. Der er truende mangel på speciallæger – både i praksis og på sygehuse. Der er mangel på sygeplejersker og andre vigtige sundhedsprofessioner. Vi slås med et generelt økonomisk efterslæb efter mange år med lav vækst i de tilførte ressourcer og et krav om øget produktivitet.

Mit håb er, at den kommende valgkamp – der er valg til Folketinget senest den 17. juni 2019 – vil have fokus på, hvor økonomisk trængende sundhedsvæsenet reelt er. Statsministeren peger selv på sundhed som et område, der skal prioriteres, og det er der brug for. Ser vi på den seneste økonomiaftale, hvor regionerne fik en ekstra milliard at drive sundhedsvæsen for, så er der ikke noget ’til overs’. Milliarden kompenserer stort set kun for, at der er flere ældre mennesker, som skal have behandling, og dem vil vi se i endnu større tal i de kommende år. Nye lægemidler og avancerede behandlinger kommer til, samtidig med, at vi slås med overbelægning, mangelfulde it-løsninger og så pressede arbejdsgange, at Arbejdstilsynet er en hyppigt gæst. Sundhedsvæsenet mangler penge. Det problem løses ikke i sig selv af nye strukturer.

Rigtig mange mennesker håber i den grad på nye og bedre betingelser for patienter med psykisk sygdom, heriblandt mig selv. Efter sommerferien kommer regeringens længe ventede psykiatriplan. Sundhedsministeren har allerede lovet, at det skal være slut med, at psykiatrien er sundhedsvæsnets ’lillebror, der altid kommer bagerst i køen’. Det vil være fantastisk, hvis politikerne nu vil ligestille mennesker med psykisk sygdom med andre patienter. Hvis de vil vise, at det nu skal være slut med at placere dem i en særlig kategori, som godt kan vente lidt længere, og som ikke har samme krav på akut og livreddende behandling som andre.

Statsministeren sagde rammende på årets Folkemøde: ’Man siger jo, at sundhed ikke er alt. Men uden sundhed er alt intet’. Det er sandt, og forhåbentlig vil han, regeringen og resten af Folketinget have disse ord i baghovedet, når de lægger linjerne for et efterår, som kan ændre sundhedsvæsenet.