Er faglighed blevet et fremmedord?

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
11. juli 2016

Hvad har HPV-vaccine, medicinsk cannabis og manipulation af rygsøjlen at gøre med hinanden? Umiddelbart ikke voldsomt meget. Og så alligevel en hel masse. Fælles for de nævnte emner er, at politikere i måneder har valgt at se stort på den faglige rådgivning – også selv om det kan få meget alvorlige konsekvenser for patienterne.

Senest er der nu åbnet mulighed for, at fysioterapeuter og alternative behandlere kan foretage såkaldt manipulation af patienters rygsøjle. Et indgreb, som hidtil har været forbeholdt læger og kiropraktorer. Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at det fortsætter på den måde. Ud fra det argument at skaderne som følge af behandlingerne kan være alvorlige, ikke mindst når det gælder manipulation af halshvirvlerne. Set i lyset af de uoprettelige skader, der kan ske på patienter, hvis de behandles af personer, som ikke har de rigtige kompetencer, er det en helt uforståelig beslutning.

Alvorligt var det også, da formanden for Folketingets sundhedsudvalg i november sidste år i offentligheden såede tvivl om HPV-vaccinens sikkerhed ved offentligt at erklære, at den undersøgelse af vaccinens bivirkninger, som den europæiske lægemiddelmyndighed, EMA, netop havde offentliggjort, var utroværdig. Det er bemærkelsesværdigt, at en profileret politiker spreder usikkerhed om en vaccine, som myndighederne samstemmende har vurderet til at være sikker. Ikke mindst fordi at antallet af vaccinerede har en direkte sammenhæng med antallet af kræfttilfælde.

I sagen om medicinsk cannabis, som snart vil kunne udskrives af læger, har politikerne også valgt at se bort fra den faglige rådgivning fra Lægemiddelstyrelsen, som for nylig konkluderede, at der ikke er sundhedsfagligt grundlag for at anvende cannabis i behandling. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for effekt eller kvalitet. Heller ikke for produkternes sikkerhed. Men det opfattes tilsyneladende som trivialiteter.

Dette skal ikke forstås på den måde, at sundhedspolitikere automatisk skal blåstemple alt, hvad de forskellige styrelser og andre eksperter anbefaler. Det er klart, at politikere f.eks. kan have holdninger til afgifter på sukker, fedt og tobak, som ikke kun er styret af hensyn til sundhed. At man kan have forskellige holdninger til, om en behandlingsgaranti bør vare i en eller to måneder. Sådan er det politiske liv, og det har Lægeforeningen naturligvis respekt for.

Men i sager, som handler om helt konkrete behandlinger og vaccinationer, er det uforståeligt, at et flertal af folketingspolitikerne vælger at ignorere kvalificeret faglig rådgivning. At videnskab og dokumentation i disse sager ikke har særlig tyngde.

Det er alvorligt at indføre en behandling, som der ikke er tilstrækkelig dokumentation for. Eller at åbne for, at alternative behandlere kan rode rundt med andres halshvirvler. Set herfra svigter politikerne i disse sager en meget vigtig opgave: nemlig at sikre patienterne en sikker og effektiv behandling. De skal nu fremover stå på mål for behandlinger, som landets sundhedsmyndigheder ikke kan bakke op om.