Nej tak til det postfaktuelle sundhedsvæsen

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen
Leder bragt i Ugeskrift for Læger, 26. december 2016

Indimellem kan man undre sig over diskussionen om »det postfaktuelle samfund«. Som om der faktisk har eksisteret en faktuel periode, hvor rationel tænkning alene afgjorde alle vigtige politiske og administrative beslutninger. Jeg har i hvert fald ikke oplevet den.

Alligevel må jeg her ved slutningen af 2016 medgive, at begrebet giver mening. Ser man ser tilbage på det forgangne år, er det nemt at blive overrasket – på den negative måde – over, hvordan vigtige beslutninger med betydning for mange menneskers helbred tilsyneladende er baseret på en opfattelse af, at alle argumenter har samme tyngde.

Senest står det nu klart, at læger fremover ville kunne ordinere medicinsk cannabis, som er meget langt fra at indfri de faglige krav, vi stiller til lægemidler. Jeg har i denne sag undret mig over i debatter med både patientorganisationer og politikere at skulle forsvare værdien af godkendelsesordninger, som jo dybest set er designet til at beskytte patienterne. Mod myndighedernes anbefalinger lukkes der nu op for storskalabrug af et stof, hvis effekt og bivirkninger ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. Den slags er petitesser, når der skal handles politisk.

Til gengæld var dokumentationen angiveligt ikke fyldestgørende, da den europæiske lægemiddelstyrelse i slutningen af sidste år offentliggjorde sin undersøgelse af bivirkninger af HPV-vaccinen. Den blev fejet af banen af formanden for Folketingets Sundhedsudvalg som utroværdig. Det er svært at få til at give mening.

Fakta drukner også nemt i den politiske debat om sundhedsvæsenets økonomiske rammer. Vi hører om ambitiøse – og tiltrængte – planer for behandling af specifikke sygdomme. De giver politikerne rampelys, men dagligdagen, som sundhedsprofessionelle i stadig raskere tempo skal have til at fungere, er mindre glamourøs. Ja, den kan opleves som en helt anden verden.

Hvis man som læge på en psykiatrisk afdeling ikke kan finde plads til en desperat patient, der bør indlægges, så hjælper det ikke lige at huske på, at der blev tilført 2,2 milliarder kroner over fire år til psykiatrien i 2014. Det er en sektor, som lider under et årelangt økonomisk efterslæb, og som skal behandle stadig flere. Patienten står der stadig, og det er lægen, han ser på.

2016 har markeret sig som året, hvor læger og andre sundhedsprofessionelle åbent har sagt fra over for urimelige krav om at klare flere opgaver, uden at pengene er fulgt med. På fødegangen, i psykiatrien og andre steder. Anledningen er alvorlig, men det er positivt, at »de faktiske forhold i jernindustrien« kommer til borgernes og politikernes kendskab.

Det er ikke let at være nogen, som Dan Turell sagde. Heller ikke politiker. Vi ved godt, at det er svært at tage beslutninger, som gør ondt på andre, og at der selvfølgelig ikke er en uendelig mængde penge. Men jeg håber, kære politikere, at 2017 vil blive et år, hvor vi kan have en ærlig og mere faktuel dialog med jer om rammer og indhold i fremtidens sundhedsvæsen. Vi har ingen forventninger om, at I altid er enige med os, og vi er klar til at tage de svære diskussioner – også om at prioritere og vælge fra. Men spinformuleringer og affejning af faglige argumenter tærer på tilliden. Det er vigtigt at opleve respekt for sin faglighed og sunde fornuft – og for fakta.

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 26/2016.