Demente og udviklingshæmmede patienter skal sikres nødvendig behandling

26. oktober 2015

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

For mennesker med demens eller en udviklingsforstyrrelse kan mødet med sundhedsvæsenet være skræmmende og uoverskueligt. Nogle siger nej til undersøgelser eller behandlinger, som er helt afgørende for deres helbred.

Det stiller læger og andre sundhedsprofessionelle i meget svære situationer i de særlige tilfælde, hvor det ikke lykkes at overtale patienten. Selv om han eller hun f.eks. mentalt fungerer som et fireårigt barn, er der ikke noget at gøre. Kun i situationer, som er akut livstruende, er det tilladt at behandle patienter, som modsætter sig behandling. Ellers ikke. Følger de sundhedsprofessionelle loven, betyder det derfor, at patienter ikke får den nødvendige behandling, og det kan selvsagt have meget alvorlige konsekvenser. I nogle tilfælde har det betydet patienters død.

Det er baggrunden for, at Lægeforeningen sammen med Landsforeningen LEV, FOA, Alzheimerforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund og Dansk Sygeplejeråd har henvendt sig til sundhedsministeren med et ønske om, at sundhedsloven ændres, så disse meget sårbare patienter kan få den behandling og omsorg, som de har behov for. Det indebærer, at der i helt særlige situationer kan anvendes tvang. Tidligere har Etisk Råd også anbefalet, at loven ændres.

Det er læger, sygeplejersker, sosu-assistenter og andre sundhedsprofessionelle, som oplever de indimellem hjerteskærende konsekvenser af, at man lader f.eks. en stærkt udviklingshæmmet patient fravælge undersøgelse og behandling. At stille den enkelte sundhedsperson over for valget mellem at lade stå til eller at bryde loven for at hjælpe disse patienter er ikke fair. Sundhedsvæsenets medarbejdere har krav på, at politikerne tager problemet alvorligt og sikrer dem, at de står på lovlig grund, når de giver disse patienter behandling og pleje, som er helt åbenbart nødvendig – også i de tilfælde, hvor det indebærer tvang.

Samtidig er det vigtigt at slå fast, at Lægeforeningen på ingen møde ønsker at bagatellisere brugen af tvang. Det er et meget indgribende skridt at anvende tvang over for en patient. Også selv om formålet er at sikre vigtig behandling eller at minimere smerte, lidelse og angst. Tvang bør kun bruges som sidste udvej, når alt andet er forsøgt, og der skal indbygges de nødvendige kontrolforanstaltninger i et kommende lovforslag. Det bør bl.a. beskrives, hvornår og i hvilke situationer patienten kan behandles mod sin vilje. Der skal også etableres en række procedurer, som personalet skal overholde for at sikre patientens rettigheder – f.eks. klageadgang og indberetning ved brug af magt.

Allerede i 2011 opfordrede Lægeforeningen sammen med Landsforeningen LEV, FOA, Alzheimerforeningen og Socialpædagogernes Landsforbund den daværende sundhedsminister til at indgå i en dialog om en lovændring. Siden er der reelt ikke sket noget. Derfor er det også positivt, at sundhedsministeren og fremtrædende sundhedspolitikere nu signalerer, at tiden er kommet til at ændre sundhedsloven. Den nuværende situation er uholdbar og uværdig for både patienter og sundhedsprofessionelle.

 

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 22/2015.