Gå til indhold

Lægeerklæring vedr. ansøgning om dansk indfødsret / statsborgerskab

Forklaring

Hvis en person søger dansk indfødsret / statsborgskab, er der mulighed for at søge dispensation for sprogkrav og bestået indfødsretprøve, hvis ansøgeren har en dokumenteret funktionsnedsættelse.

Lovgivningen stiller krav om, at funktionsnedsættelsen skal være dokumenteret af en læge.

Krav om attestation af ikke lægelige forhold

Det er imidlertid Lægeforeningens Attestudvalgs vurdering, at den nuværende lovgivning på området stiller krav om, at man som læge skal dokumentere en række forhold, som det efter Lægeforeningens opfattelse ikke er en lægelig disciplin at attestere.

Det er bl.a. Attestudvalgets vurdering:

  • At det ikke ligger inden for en læges kompetence at skelne mellem om en patient kan gå op til en indfødsretsprøve og eller danskprøve på niveau 1-3.
  • At det vil være vanskeligt for en læge at vurdere, om en ansøger ved brug af konkrete hjælpemidler m.m. vil kunne gennemføre et undervisningsforløb eller vil kunne forsøge at gå op til en prøve.
  • At det i mange situationer vil være vanskeligt at svare på, om en patient inden for en periode på 5 år vil blive i stand til at forsøge at tage (gå op til) en prøve.

Som læge har man efter autorisationsloven pligt til at udvise ’omhu og uhildethed’. Det betyder blandt andet, at man ikke må afgive erklæringer om forhold, man ikke har ”fornødent fagligt kendskab til”, jf. Bekendtgørelsen om afgivelse af erklæringer mv.

Det er derfor problematisk, at der i lovgivningen er lagt op til, at læger skal attestere ikke lægefaglige forhold.

Lægeforeningen har gjort lovgiver opmærksom på problemet.

Hvis du bliver anmodet om at lave en erklæring

Hvis en af dine patienter anmoder dig om at lave en erklæring, er det vigtigt, at du gør det klart for patienten, at du alene kan udtale dig om lægelige forhold, og at du ikke nødvendigvis kan besvare alle de spørgsmål, som udlændingemyndighederne forventer, at en læge svarer på.

Du kan evt. opfordre patienten til at søge nærmere vejledning hos udlændingemyndighederne, hvis du vurderer, at de spørgsmål, der ønskes svar på, ligger uden for det, du som læge kan udtale sig om.

Der fandtes tidligere en attest på område. På nuværende tidspunkt er der ikke en standardiseret lægeerklæring på området, hvorfor eventuel attestation bør ske i en friattest.

Kravene til den lægelig dokumentation er nærmere beskrevet i § 24 i cirkulæreskrivelse om naturalisation fra september 2018: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=203037

For yderligere oplysninger kontakt:
Lægeforeningens Attestudvalg
Tlf. 35448500 eller dadl@dadl.dk
Att: Attestudvalget