Ansvar ved uddelegering af lægelige opgaver til andre

Du må gerne uddelegere lægelige opgaver til en medhjælp, f.eks. en sekretær, uanset opgavens karakter og omfang og uanset din medhjælpers uddannelse og baggrund. Du har dog pligt til at instruere og føre tilsyn med medhjælpen. Det kan være strafbart, hvis du som læge samarbejder med lægfolk på en sådan måde, at patienter og offentligheden kan blive vildledt om din rolle i behandlingen.

Hvem kan jeg uddelegere lægelige opgaver til?

Du kan både benytte lægfolk og autoriserede sundhedspersoner som medhjælp.

Hvilke opgaver kan jeg uddelegere?

Som læge kan du delegere dine lægelige opgaver til en medhjælp uanset den konkrete opgaves karakter og omfang og uanset medhjælpens uddannelse og baggrund. Sundhedsstyrelsen har i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009  og i vejledning nr. 115 af 11. december 2009 fastsat nærmere regler om sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt virksomhed).

Hvad er mit ansvar, når jeg uddelegerer lægelige opgaver til andre?

Hvis du anvender medhjælp, er du som læge ansvarlig for instruktion og tilsyn mv. af medhjælpen. I samarbejdssituationen er du ansvarsmæssigt stillet som om, at du selv har udført behandlingen. Den pligt, der følger af autorisationslovens § 17 om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, gælder også, når du anvender medhjælp. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kan tage stilling til sager, som vedrører brug af medhjælp, og hvor lægen har overtrådt sin pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. 

Hvis din medhjælp overskrider den bemyndigelse, som du har meddelt ham eller hende, vil et eventuelt ansvar dog alene kunne gøres gældende over for medhjælpen.

Spørgsmål om vildledning

Samarbejder du med lægfolk i din behandling af  syge, må hverken patienten eller offentligheden være i tvivl om, at behandlingen sker efter lægens anvisning og  på lægens ansvar. Det fremgår af § 45. Overtræder du § 45, kan du straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder. Det fremgår af § 86 i autorisationsloven.

Efter omstændighederne kan du også straffes efter § 75 i autorisationsloven, hvis du overtræder § 45. Du vil også kunne straffes for medvirken til overtrædelse af bestemmelserne om kvaksalveri i autorisationslovens §§ 78-79 og §§ 87-89.