Aktivitetsaftale om honorering af praktiserende læger ifm arbejdet vedr. utilsigtede hændelser

§ 1 Aftalens parter 

Nærværende aftale er indgået mellem Praksisudvalget i Region Hovedstaden og Region Hovedstaden i henhold til Landsoverenskomst om almen lægegerning § 2, stk. 3.

Aftalen omfatter alment praktiserende læger, der er involveret i arbejdet vedrørende utilsigtede hændelser og som praktiserer efter overenskomsten i Region Hovedstaden.

§ 2 Baggrund

Rapportering af utilsigtede hændelser sker i henhold til sundhedslovens kapitel 61 om patientsikkerhed. Almen praksis har ifølge sundhedsloven pligt til at rapportere utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet (siden 1. september 2010 også hændelser i primær sektor).

§ 3 Formål

Nærværende aftale har til formål at beskrive opgaven samt honorering for almen praksis i forbindelse med deltagelse i arbejdet med behandling af utilsigtede hændelser

§ 4 Organisation

For at understøtte arbejdet med utilsigtede hændelser i almen praksis, er der opbygget en driftsorganisation for håndtering af utilsigtede hændelser.

Regionen har ansvaret for modtagelse og sagsbehandling af hændelser, samt sikrer formidling af læring og implementering af eventuelle handleplaner.

Gennem deltagelse i analysearbejdet leverer almen praksis faglig bistand til afklaring af hændelsesforløb ved rapporterede hændelser. Desuden sparrer almen praksis med regionen om patientsikkerhed gennem deltagelse i Patientsikkerhedsrådet .

§ 5 Rollefordeling

Regionens rolle:

  • Enhed for Patientsikkerhed, Koncern Plan og Udvikling, i Region Hovedstaden, har ansvaret for risikomanagerfunktionen vedr. utilsigtede hændelser i almen praksis, herunder for at den nødvendige læring trækkes ud af rapporterede hændelser og for at igangsætte nødvendige processer, der realiserer læringspotentialet af hændelserne. 
  • KvEAP , i Region Hovedstaden står for formidling af læring og kvalitetsudvikling til almen praksis og lægevagten som følge af arbejdet med utilsigtede hændelser i almen praksis.

Almen praksis’ rolle:

  • Almen praksis medvirker efter behov til opklaring af hændelsesforløb, som den enkelte læge har rapporteret om, eller som lægen har været involveret i. 
  • Desuden deltager almen praksis efter behov med op til to læger i analysefasen ved kerneårsagsanalyser. Deltagelse fra almen praksis har til formål at bidrage med faglig bistand til belysning af læringspotentialet af hændelsen.
  • Endelig stiller almen praksis to alment praktiserende læger til rådighed for sparring med regionen i patientsikkerhedsrådet; én repræsenterende KvEAP og én udpeget af Praksisudvalget.

§ 6 Honorering

Arbejdet vedr. utilsigtede hændelser i almen praksis honoreres som følger:

  • Rådsarbejde: 
    • De praktiserende læger, der deltager i patientsikkerhedsrådet, honoreres hver for den faktiske mødetid til rådsmøderne, i henhold til den til enhver tid gældende honoraraftale*.Analysearbejde: 
    • De praktiserende læger, der deltager i en kerneårsagsanalyse, honoreres hver med op til 6 timer pr. hændelse, svarende til mødeaktiviteten, i henhold til den til enhver tid gældende honoraraftale*
  • Analysearbejde
    • Bistand fra praktiserende læger i andre analyser end kerneårsagsanalyser, ved henvendelse pr. mail med ønske om eksempelvis skriftligt oplæg (memento), honoreres med op til 2 timer, i henhold til den til enhver tid gældende honoraraftale*

* Honoreres i henhold til den til enhver tid gældende honoraraftale for deltagelse i mødevirksomhed, indgået mellem Region Hovedstaden og Hovedstadsregionens Lægekredsforening

Kortfattet kontakt, primært telefonisk, til alment praktiserende læger og lægevagten, vedrørende afklaring af rapporterede hændelser, herunder nødvendig og relevant data i forbindelse med udredning og analyse af hændelser, honoreres ikke. 
Arbejde i medfør af KvEAP’s rolle som lærings- og formidlingsorganisation er del af centerets opgaveportefølje og honoreres derfor ikke selvstændigt.

§ 7 Ikrafttræden

Nærværende aftale træder i kraft fra underskriftsdatoen.

§ 8 Evaluering

Aftalen evalueres efter et år af aftaleparterne. Evalueringen tager udgangspunkt i materialet udarbejdet i forbindelse med årsrapporten..

§ 9 Opsigelse

Aftalen kan opsiges af hver af parterne med seks måneders varsel til den 1. i en måned.

Såfremt ydelser indeholdt i aftalen bliver omfattet af Landsoverenskomst for almen lægegerning, træder aftalen ud af kraft.

§ 10 Tvivlsspørgsmål

Tvivlsspørgsmål vedrørende aftalen afgøres af samarbejdsudvalget.

_________________________
¹ Patientsikkerhedsrådet er et fagligt forum, som sparrer med regionen om forhold, der vedrører lovens implementering samt i almindelighed følger op på og monitorerer området

² Center for kvalitetsudvikling og efteruddannelse for almen praksis i Region Hovedstaden


Godkendt den 25-10-2011              PLO-dok. 546873