Aktiv dødshjælp er at svigte patienterne

Af Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen

I foråret vedtog Lægeforeningens repræsentantskab nye etiske principper. Et af dem lyder: ”Lægen må aldrig handle med hensigt om at forårsage patientens død eller medvirke til patientens selvmord”. Dermed blev det slået fast med syvtommersøm, at Lægeforeningen anser aktiv dødshjælp for at være helt uacceptabelt.

Jeg kan godt forstå, at mange mennesker frygter, at deres sidste tid bliver præget af sygdom med smerter og angst. Men løsninger er ikke at sundhedsvæsenet skal slå dem ihjel. Det vil være et kæmpe svigt af både patienter og pårørende. I stedet skal mennesker, som har ondt eller på anden måde lider, have tilbud om hjælp.

Desværre er kendskabet til de mange muligheder, som i sundhedsvæsenet allerede benytter sig af for at pleje og lindre døende patienter, ikke så godt. Mange tror, at valget står mellem aktiv dødshjælp på den ene side og slet ikke at gøre noget på den anden. Det er helt forkert. Tværtimod er der mange muligheder for pleje og lindring af patienter, som er uhelbredeligt syge.

Der findes specialiserede palliative teams, og tilbud om at komme på hospice. Allerede nu er det også muligt at give en uhelbredelig syg kræftpatient lige så meget smertestillende medicin, som der skal til, for at fjerne smerterne – også selv om medicin skulle indebære en risiko for, at det kan fremskynde døden. Vigtigt er det her også at huske, at patienten altid kan beslutte sig for, at en livsforlængende behandling skal slutte.

I stedet for hele tiden at diskutere for og imod dødshjælp bør vi i stedet diskutere, hvordan sundhedsvæsenet kan blive endnu bedre til at give uhelbredeligt syge mennesker en værdig sidste tid uden smerter, uden lidelse og uden angst. For vi skal have flere og bedre tilbud om hjælp – eksempelvis skal alle patienter, der har brug for det, have tilbud om at komme på hospice.

Vi skal have drejet debatten væk fra for og imod dødshjælp. Ellers er der risiko for, at vi får hollandske tilstande. Her har aktiv dødshjælp været tilladt siden 2002. I Holland er det ikke engang nødvendigt at være uhelbredeligt syg af en sygdom, som vil føre til døden, for at få aktiv dødshjælp. Kravet er ”ubærlig lidelse”. Det er et krav, som kan fortolkes, og som har betydet, at en yngre mand, som led af depression, fik aktiv dødshjælp. Det er et helt forfærdeligt svigt, og sagen understreger, at aktiv dødshjælp kan få konsekvenser, som de fleste ikke ønsker at tænke til ende

Debatindlægget er bragt i Nordjyske, den 17. september 2018.