FAQ om den fælles aftaleoversigt

Den fælles aftaleoversigt er en digital løsning fra Sundhedsdatastyrelsen, som kan vise bookede konsultationer (eller patientaftaler) fra flere it- fagsystemer i sundhedsvæsenet til én samlet kalendervisning. Aftaleoversigten giver patienter og deres pårørende et samlet overblik over deres aftaler med hospitaler, kommuner og egen læge – bl.a. tilgængelig på sundhed.dk.

Aftaleoversigten er en del af det nationale program Et samlet patientoverblik, som er drevet af Sundhedsdatastyrelsen. Læs mere om det nationale program her

Den er også omtalt i PLO'rientering 17/2021

Herunder har vi samlet de oftest stillede spørgsmål:


Hvilke aftaler fra almen praksis kan findes i oversigten?

Aftaler booket med patienterne fra . 1. oktober 2021 i almen praksis vil kunne ses i aftaleoversigten.

Tidligere bookede aftaler med patienten er ikke med i oversigten, og fremtidige bookede aftaler fra almen praksis vil i alle tilfælde, i oversigten, fremgå med en standardtekst "Aftale hos praktiserende læge" samt med angivelse af tid og sted. Det vil altså ikke fremgå af oversigten, hvad aftalen handler om.

Det er ikke muligt at ændre i eller aflyse aftalerne via aftaleoversigten, da dette kun kan gøres fra de it-fagsystemer, hvor aftalen er oprettet.

Tilbage til FAQ-oversigten


Hvilke parter leverer aftaler til aftaleoversigten?

Alle aktører i sundhedsvæsenet er forpligtet på at udstille de bookede aftaler til den fælles aftaleoversigt. Almen praksis er sammen med Region Nordjylland og Midtjylland de første på løsningen.

Fra januar 2022 forventes det, at bookede aftaler fra FAPS-klinikker bliver tilgængelige, og i marts 2022 er det forventningen, at Region Hovedstaden og Region Sjælland kommer på. Kommunerne er også forpligtet til at levere aftaler fra sundhedsområdet, og de kommer på løbende fra udgangen af 2021 og i 2022.

Tilbage til FAQ-oversigten 


Principper for adgang til aftaler fra klinikken – data bliver i klinikken

Også i denne nye it-løsning fastholder PLO princippet om, at klinikkens data så vidt muligt forbliver inden for det lægesystem, som klinikken har en aftale og databehandleraftale med. Derfor flyttes eller kopieres disse aftaleoplysninger heller ikke til en stor database hos Sundhedsdatastyrelsen.

I stedet hentes oplysninger ”on demand” når patienten, eller en pårørende eller en anden sundhedsperson faktisk har brug for det og konkret efterspørger det. På denne måde minimeres kopiering af aftaledata fra almen praksis og data forbliver som udgangspunkt i klinikkens journalsystem eller på PLSP afhængig af den konkrete serverløsning for klinikken.

Det er PLO’s ambition, at yderligere datadeling fra almen praksis  til brug for patientbehandling i andre dele af sundhedsvæsenet også kan foregå på samme måde og efter samme princip om at kun at ’dele oplysningerne når de skal bruges’ så de i videst muligt omfang undgår at ligge flere forskellige steder i sundhedsvæsenet.

Tilbage til FAQ-oversigten


Hvad med GDPR?

Af klinikkens databehandleraftale med ens systemhus fremgår det, at systemhuset må udstille data til den nationale delingsinfrastruktur i sundhedsvæsenet, fx til brug for den fælles aftaleoversigt. Den dataansvarlige klinikejer er således dækket ind via den nuværende databehandleraftale. PLO’s skabelon til privatlivspolitik for klinikken er også opdateret med dette formål.

Du skal som klinikejer være opmærksom på, at du har den seneste udgave af GDPR-skabelonerne, og at disse er udfyldt samt underskrevet med dit systemhus. Det vil normalt være dit systemhus, der automatisk sender dig en ny version til underskrift, hvis der sker ændringer til aftalen.

Privatlivspolitikken, skal du selv sørge for, er opdateret og skal kunne findes på klinikkens hjemmeside og fysisk tilgængelig og synlig i klinikken.

De kan finde seneste version af PLO’s databehandleraftaleskabelon og privatlivspolitik her

Tilbage til FAQ-oversigten


Hvordan får man adgang til aftaleoversigten?

Patienterne får adgang til den nye aftaleoversigt på sundhed.dk, men vil også kunne se sine øvrige aftaler – fx med en speciallæge – i Min Læge-appen.

En sundhedsperson kan få adgang til aftaleoversigten på sundhed.dk med sit sundhedsfaglige medarbejder signatur.

PLO er i dialog med lægepraksissystemerne om at bygge aftaleoversigten tættere sammen med klinikkens lægepraksissystem, så man sammen med patientens øvrige stamoplysninger også kan se evt. bookede aftaler med andre parter i sundhedsvæsnet. Det skal dog håndteres således, at det ikke forstyrrer klinikken.

Tilbage til FAQ-oversigten


Hvordan kan der spærres for deling af en aftale til den fælles aftaleoversigt?

Patienter kan selv spærre for delingen af en aftale med egen læge via en ny funktion i Min Læge appen. Funktionen hedder Min Spærring. På hjemmesiden https://minlaegeapp.dk/ kan borgerne under ”Borgervejledning” øverst i højre hjørne finde vejledning til brug af Min Spærring.

Med Min Spærring funktionen i Min Læge appen får  patienterne således selv mulighed for at kontrollere delingen af disse oplysninger. Det er intentionen, at spærringsfunktionen skal udvides til andre områder, så patienterne får større mulighed for at få kontrol med deling af egne sundhedsoplysninger og klinikken ikke skal indblandes unødigt i dette.

Personalet i klinikken kan, for de borgere, som ikke har NemID eller ikke vil bruge Min Læge app, spærre for delingen af en aftale på vegne af en patient. Denne spærring oprettes i selve lægepraksissystemet. Du skal kontakte supporten hos dit systemhus for at få mere information om netop denne funktion.  

Tilbage til FAQ-oversigten