RKKP-indberetning på 2 forskellige hjertesygdomme

Indberetning til Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) er et overenskomstaftalt projekt. Almen praksis indberetter allerede til to databaser i RKKP på KOL og diabetes, og skal i løbet af 2021 begynde at indberette til yderligere to databaser på hjerteområdet

Kort beskrivelse af hvad projektet/aktiviteten går ud på
RKKP skal fremme et sundere Danmark ved at bidrage med datastøttet kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i sundhedsvæsenet til gavn for borgere og patienter. Formålet med at indberette til RKKP er at bidrage med data, som kvalitetsudviklingen også i almen praksis og klyngerne kan tage udgangspunkt i.

Hvilken betydning har projektet/aktiviteten for almen praksis?
Klinikkerne skal en gang om året indberette de relevante patienter til de omtalte databaser. It-løsningen, som sikrer dette, er bygget ind i lægepraksissystemerne og kræver en aktiv handling fra klinikken selv, for at sende de relevante data af sted.

Hvem er de involverede parter i projektet/aktiviteten?
PLO, Dansk Selskab for Almen Medicin, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.

Hvorfor er projektet/aktiviteten igangsat?
Det er aftalt i OK18.