Digital Almen Praksis

Digital Almen Praksis er et samarbejdsfora mellem PLO, Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet. I Digital Almen Praksis foregår der en række aktiviteter, der skal fremme brugen og videreudviklingen af digitale løsninger i almen praksis, som kan føres tilbage til en Deloitte-rapport fra 2017. To aktiviteter Hurtigt patientoverblik og Den intelligente indbakke er her valgt ud, og vil blive beskrevet nærmere.

Hvilken betydning har projektet/aktiviteten for almen praksis?

Hurtigt patientoverblik: Læger og klinikpersonale efterlyser et hurtigt og effektivt overblik over patientens stamdata og præferencer – gerne i form af en patientens side, hvor relevante data og aftaler med patienten kan registreres, og som er tilpasset den enkelte patients situation.

For at understøtte dette er lægesystemerne blevet bedt om at ’modul-opbygge’ deres brugergrænseflade, så klinikken selv kan bestemte, hvilke moduler og oplysninger de vil have tilgængelige i deres eget overblik.  Aktuelt (ultimo 2020) er denne mulighed tilgængelig for brugere af Win-PLC systemet.

Den intelligente indbakke: Praksissystemernes indbakke er et af de vigtigste omdrejningspunkter i klinikkens hverdag, hvor mange forskellige digitale beskeder ankommer uprioriteret.

Indbakken er ofte underopdelt i foldere baseret på beskedtype (epikriser, korrespondancer, henvisninger, administrativ korrespondance, e-konsultationer osv.). Lægerne bruger tit en time eller mere om dagen på at gennemgå den indkomne post.

Formålet med projektet er at undersøge, om der kan etableres en mere effektiv indbakke, måske endda med auto-arkiveringsfunktion, som letter lægens og personalets håndtering af indkommende post.  Aktuelt (ultimo 2020) testes en løsning i EG-Clinea systemet.

Hvem er de involverede parter i projektet/aktiviteten?
PLO, MedCom, systemhusene, Danske Regioner og Sundheds- og Ældreministeriet.

Hvem har igangsat projektet/aktiviteten?
PLO og Sundheds- og Ældreministeriet.