1813-ordningen er dybt frustrerende

9. november 2015

Af Andreas Rudkjøbing

At visitere patienter, som man ikke kender, pr. telefon er en vanskelig opgave. Symptomer kan være mere eller mindre udtalte, og patienter er forskellige. Nogle beskriver præcist, hvad der er galt. Andre skal udspørges meget specifikt, for at man kan være sikker på at få alt relevant frem. Denne krævende disciplin har praktiserende læger spidskompetence i. Derfor er det dybt frustrerende, at det ikke er dem, som varetager opgaven i Region Hovedstaden.

Sådan har det været siden den 1. januar 2014, hvor den såkaldte 1813-ordning tog over fra lægevagten. I dag er det sygeplejersker, der tager telefonen, og de praktiserende lægers særlige kompetencer er kørt ud på et sidespor. De visiterer hver dag i deres praksis, men i aften- og nattetimerne er det slut. Det giver ikke faglig mening, og det betyder, at 1,8 millioner indbyggere i hovedstadsområdet reelt ikke har samme mulighed for akut hjælp, som borgerne i landets øvrige regioner har.

Det er på den baggrund, at Lægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger netop har sendt et åbent brev til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen. Her peger de fire foreninger samlet på, at 1813 har ført til en svækkelse af de almenmedicinske kompetencer i akutordningen, og at patienterne dermed ikke sikres den bedst mulige hjælp.

Det kan måske umiddelbart vække undren, at der p.t. foregår forhandlinger mellem Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger på den ene side og Region Hovedstaden på den anden side om løn- og arbejdsvilkår for de læger, som arbejder i 1813-ordningen.

Men faktum er, at hovedaftalerne på arbejdsmarkedet betyder, at Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger er forpligtet til at forhandle om aftaler for arbejdet i 1813-ordningen og de tilhørende behandlerspor på hospitalerne. I yderste konsekvens kan regionen pålægge hospitalsansatte yngre læger og overlæger at løse arbejdsopgaverne i 1813. Det er vigtigt at have for øje, at det er sådan betingelserne er, og ikke lade det splitte vores kollegiale sammenhold.

Aktuelt er situationen dybt utilfredsstillende. Først og fremmest for borgerne i hovedstaden, som må leve med en akutordning, som ikke er fagligt optimal og gennem hele sin levetid har været plaget af lange ventetider – milevidt fra de mål, som regionen selv har fastsat for, hvor længe borgerne skal vente for at komme igennem på telefonen. Lægebesøg i hjemmet er også blevet en sjældenhed, mens antallet af ambulancekørsler stiger.

Der er kun en vej fremad, og det er dialog. Selv om den kan være svær at tro på, efter at forhandlingerne mellem Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation brød sammen i maj i år. Men det er den eneste farbare vej.

Vi kan ikke undvære praktiserende lægers stærke faglighed, hvis hovedstaden igen skal have en velfungerende akutordning. For patienternes skyld bør parterne gøre endnu et forsøg på at finde en holdbar løsning og sikre, at de almenmedicinske kompetencer får en fremtrædende rolle i en ny og velfungerende akutordning. Det kan ikke gå hurtigt nok.

 

Leder bragt i Ugeskrift for Læger nr. 23/2015.