Overlevering af opgaver


En god overlevering er alfa og omega
Yngre lægers hyppige stillingsskift i forbindelse med videreuddannelsen medfører stor udskiftning blandt yngre lægers tillidsrepræsentanter. Din sidste vigtige opgave som tillidsrepræsentant er derfor at sikre, at de erfaringer og den viden, du selv har fået, kan komme den næste tillidsrepræsentant på afdelingen til gode. For at overdrage ansvaret og opgaven ordentligt skal du derfor huske nedenstående.

Find en afløser
Begynd gerne i god tid, så vedkommende kan blive introduceret til opgaverne løbende. Klæd din efterfølger ordentligt på til opgaven ved bl.a. at orientere om:

  • verserende sager på afdelingen, sygehuset eller i regionen
  • eksisterende lokalaftaler
  • hvor I er repræsenteret
  • relevante personer på afdelingen, sygehuset eller i regionen - både mod- og samarbejdsparter plus aktive yngre læger
  • hvor du finder svar på dine spørgsmål eller får rådgivning

Det er en god ide at præsentere din efterfølger for fx ledelsen på afdelingen og sygehuset eller andre relevante personer. Det gør det nemmere at henvende sig med spørgsmål eller andet.

Brug dine erfaringer - også når du ikke længere er tillidsrepræsentant
Selvom du ikke længere er aktiv tillidsrepræsentant, er den viden, du har fået, og de erfaringer, du har gjort dig, fortsat relevant for dig selv og andre læger på afdelingen eller sygehuset. Du kan fx være behjælpelig i starten, hvis din efterfølger har spørgsmål eller andet. Hvis du skifter afdeling eller sygehus, så kontakt din nye tillidsrepræsentant eller Yngre Lægerådsformand. Del ud af dine erfaringer og kom med inspiration, så din viden kan komme andre til gode.

Afmeld dig som tillidsrepræsentant
Det kan du gøre samtidigt med, at din efterfølger anmeldes. Selvom der ikke er fundet en afløser, er det vigtigt, at du afmelder dig, når du ikke længere er tillidsrepræsentant, så der ikke står forkerte oplysninger på nettet - brug blanketten nedenfor.

Hvem kan hjælpe?
Det er vigtigt at sikre kontinuitet i det arbejde, du som tillidsrepræsentant har udført på afdelingen eller i Yngre Lægerådet. Brug derfor Yngre Lægerådet eller den lokale regionale Lægeforening, hvis du vil overdrage opgaver, informationer, aftaler eller andet materiale til din efterfølger.