Ph.d.er skal også tænke på løn- og ansættelsesvilkår.


En ph.d.-ansættelse kan være på:

• et universitet eller anden statslig institution. Du er ansat som ph.d.-stipendiat efter ph.d.-protokollat i overenskomst for akademikere i staten

• et sygehus eller en almen medicinsk forskningsenhed. Du er ansat som klinisk assistent efter overenskomst med Danske Regioner.

Din løn under barsel og sygdom er afhængig af dine ansættelsesvilkår, så det er vigtigt, at du får afklaret, hvilken overenskomst, du bliver ansat efter, inden du går i gang med din ph.d.


Ph.d. på et universitet eller på en anden statslig institution

Her bliver du ansat efter ph.d.-protokollatet i overenskomst for akademikere i staten (AC-overenskomsten).

• Løn
Ifølge ph.d.-protokollatet følger du AC-overenskomstens basisgrundforløb. Der gives et ikke-pensionsgivende tillæg på 22.500 (grundbeløb oktober 1997) kr. på trin 3, og et ikke-pensionsgivende tillæg på 8.600 kr. på trinene 4 og derover (grundbeløb 1.okt. 1997).

• Barsel eller sygdom
Læs mere i barselsportalen under Ansat i staten – klik her.


Ph.d. på et sygehus

Når du skal lave ph.d. på et sygehus, blive du ansat som klinisk assistent efter sygehusoverenskomsten, dvs. Yngre Lægers overenskomst med Danske Regioner.

• Løn
Som klinisk assistent på et sygehus er du ansat på samme vilkår som reservelæger og følger sygeoverenskomsten. Du kan tjekke din løn i Yngre Lægers lønberegningsprogram og dermed undgå at snyde dig selv.

Du er omfattet af ny løn, og har mulighed for at forhandle yderligere tillæg. Kontakt din Yngre Lægerådsformand eller tillidsrepræsentant, hvis du skal have råd og vejledning.

• Barsel eller sygdom
Læs mere i barselsportalen under Ansat i regionerne - klik her.


Ph.d. ved en almen medicinsk forskningsenhed

Du bliver ansat som klinisk assistent ved de medicinske forskningsenheder i Odense, Århus eller København på en individuel kontrakt efter sygehusoverenskomsten og har lederen som arbejdsgiver.

• Løn
Som klinisk assistent ved en almen medicinsk forskningsenhed er du ansat på samme vilkår som en reservelæge på et sygehus og følger sygeoverenskomsten. Du kan tjekke din løn i Yngre Lægers lønberegningsprogram og dermed undgå at snyde dig selv.

• Barsel eller sygdom
Læs mere i barselsportalen under Ansat i regionerne - klik her.


Ph.d. og fondsmidler – kontakt altid sekretariatet
Mange laver ph.d. på fondsmidler, og du er fx ansat på en sygehusafdeling efter Yngre Lægers overenskomst med Danske Regioner. Det er Yngre Lægers opfattelse, at du er omfattet af overenskomstens bestemmelser i relation til barsel og sygdom. Det vil sige, at du har ret til fuld løn under barsel og sygdom.

Bliver du ansat på fondsmidler, er det en god ide altid at kontakte sekretariatet, inden du laver aftalen. Du skal nemlig være ekstra opmærksom på, hvilke ansættelsesforhold, du får aftalt, da de kan have stor betydning under fx barsel og sygdom.


Andet
Forskeransættelse på et universitet - klik her.