Sygdom, graviditet og barsel


Vejledning om vilkår for nyuddannede læger under sygdom, graviditet og barsel m.v.

Udarbejdet af Amtsrådsforeningen, H:S og Yngre Læger.

Find udbetalingsbegæringen - klik her.


1. Løn under sygdom
2. Løn under graviditet, barsel og adoption
3. Hvad får lægen udbetalt under sygdom, graviditet, barsel og adoption?
4. Udbetaling af løn ved omsorgsdage
5. Indbetaling til pensionsordning
6. Feriegodtgørelse
Eksempler på løn under graviditet og barsel for nyuddannede læger


Denne vejledning omfatter reglerne for løn under sygdom, graviditet, barsel og adoption for nyuddannede læger, der har fået anvist en turnusstilling men endnu ikke er tiltrådt stillingen. Reglerne er gældende for de nyuddannede læger, der bliver kandidat fra den 1. januar 2004 eller senere. Indførelsen af de nye regler betyder også, at disse læger ikke kan optages som medlem af lønfonden.

Læger, der har en ansættelse, er som hidtil omfattet af overenskomstens bestemmelser, hvorefter de har ret til løn under sygdom. De er endvidere omfattet af bestemmelserne i aftalen mellem KTO og de (amts)kommunale arbejdsgivere om fravær af familiemæssige årsager.

1. Løn under sygdom

1.1 Hvilke betingelser skal være opfyldt?
Nyuddannede læger har ret til løn under sygdom, hvis lægen af Sundhedsstyrelsen har fået meddelt ansættelse i en turnusstilling i et amt eller H:S. Der kan tidligst oppebæres løn under sygdom fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen.

Hvis lægen har anden ansættelse med ret til løn under sygdom, har lægen ikke ret til i samme periode af få løn under sygdom fra turnusamtet. Lægen kan således ikke på en og samme sygedag få løn fra to arbejdsgivere. Under en læges sygeperiode betales således ikke løn fra turnusamtet for de dage i en sygeperiode, hvor lægen oppebærer løn under sygdom i henhold til andet ansættelsesforhold.

1.2 Hvem betaler?
Løn under sygdom betales af det amt eller H:S, hvor lægen har fået meddelt turnusstilling.

1.3 Hvor længe kan der udbetales løn under sygdom?
Der udbetales løn under sygdom fra sygdommens indtræden og indtil raskmelding.

Ved længerevarende sygdom ophører retten til løn under sygdom dog ved udgangen af den 5. måned efter måneden, hvor sygdommen indtrådte. Det betyder f.eks., at en læge, hvis længerevarende sygeforløb begyndte den 17. marts, længst vil kunne få løn under sygdom til og med udgangen af august måned.

1.4 Hvem skal lægen rette henvendelse til?
Sygdom og raskmelding skal skriftligt meddeles det amt eller H:S, hvor lægen har fået anvist turnusstilling.

1.5 Hvad skal lægen oplyse for udbetaling af løn under sygdom?
For at få udbetalt løn under sygdom skal lægen udfylde "Begæring om udbetaling af løn under sygdom, barsel, adoption mv. for nyuddannet læge", der er vedhæftet denne vejledning. Skemaet skal sendes til det amt eller H:S, hvor lægen har fået anvist turnusstilling.

Lægen har endvidere pligt til at oplyse, hvis vedkommende har ansættelse i stilling med ret til løn under sygdom.

1.6 Lægeerklæring
Meddelelse om sygdom gives på "tro og love". Lægen har pligt til på begæring at afgive varighedserklæring fra pågældendes egen læge. Lægeerklæringen betales af amtet/H:S.

2. Løn under graviditet, barsel og adoption

2.1 Hvilke betingelser skal være opfyldt?
Nyuddannede læger har ret til løn under graviditet, barsel og adoption, hvis lægen af Sundhedsstyrelsen har fået meddelt ansættelse i en turnusstilling i et amt eller H:S. Der kan tidligst oppebæres løn under graviditet, barsel og adoption fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen.

Retten til løn under graviditet, barsel og adoption fra turnusamtet er endvidere betinget af, at lægen ikke gennem anden ansættelse har ret til løn under graviditet, barsel og adoption i samme periode.

2.2 Hvem betaler?
Løn under graviditet, barsel og adoption betales af det amt eller H:S, hvor lægen har fået meddelt turnusstilling.

2.3 Hvor længe kan der udbetales løn under graviditet, barsel og adoption?
Nyuddannede læger har ret til løn under graviditet, barsel og adoption i op til i alt 14 uger. Perioden kan forlænges med indtil to omsorgsdage med løn.

For kvinder kan de 14 uger frit placeres fra 8 uger før forventet fødsel til 14 uger efter fødslen. Der kan dog tidligst oppebæres løn fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen.

Moderen kan vælge at placere nogle af de 14 uger med løn efter den 14. uge og til og med den 24. uge efter fødslen. Adgangen hertil kan dog være begrænset af faderens orlov med løn (se nedenfor).

Til mænd betales løn i 2 uger (fædreorlov) + 2 uger (udvidet fædreorlov). Faderen kan derudover vælge at få løn i op til yderligere 10 uger. Adgangen hertil kan dog være begrænset af moderens orlov med løn (se nedenfor).

Fædreorloven på 2 uger skal placeres inden for de første 14 uger efter fødslen. De resterende op til 12 uger skal placeres fra den 3. til den 24. uge efter fødslen.

Hvis både moderen og faderen er enten nyuddannet læge eller ansat i en kommune, et amt eller H:S, så kan moderens periode med løn under barsel efter den 14. uge (efter fødslen) og faderens periode med løn ud over de 2 + 2 uger tilsammen højst udgøre 10 uger.

2.4 Hvad skal læger oplyse for udbetaling af løn under graviditet, barsel og adoption?
For at få udbetalt løn under graviditet, barsel eller adoption skal lægen udfylde "Begæring om udbetaling af løn under sygdom, barsel, adoption mv. for nyuddannet læge", der er vedhæftet denne vejledning. Skemaet skal sendes til det amt eller H:S, hvor lægen har fået anvist turnusstilling.

Lægen har endvidere pligt til at oplyse, hvis vedkommende har ansættelse i stilling med ret til løn under graviditet, barsel og adoption.

3. Hvad får lægen udbetalt under sygdom, graviditet, barsel og adoption?

Løngrundlaget er den overenskomstmæssige grundløn for en nyuddannet læge. For dagpengeberettigede foretages fradrag for dagpengeydelser, således at der alene betales forskellen mellem lønnen og dagpengesatsen. Som udgangspunkt udbetaler amtet/H:S alene forskelsbeløbet. For at få udbetalt hele lønnen skal lægen over for amtet/H:S dokumentere, at vedkommende ikke er dagpengeberettiget.

Ved barsel er der ikke ret til dagpengeydelser i perioden fra 8 uger før forventet fødsel til 4 uger før. I denne periode foretages der derfor ikke fradrag for dagpengeydelser.

4. Udbetaling af løn ved omsorgsdage

Perioden med løn under graviditet, barsel og adoption kan forlænges med indtil to omsorgsdage med løn. Omsorgsdagene skal holdes i hele dage, og de skal ligge i tilslutning til orlov ved barsel eller adoption.

Der kan ikke udbetales dagpenge for omsorgsdage. Ved udbetaling af løn for omsorgsdage foretages derfor ikke fradrag for dagpengeydelser.

5. Indbetaling til pensionsordning

Amtet/H:S indbetaler pensionsbidrag til Lægernes Pensionskasse for de perioder, hvor lægen får udbetalt løn under sygdom, graviditet, barsel, adoption eller omsorgsdage. Pensionen beregnes af den pensionsgivende grundløn.

Pensionsberegningen foretages inden fradraget for dagpengeydelser. Det samlede pensionsbidrag udgør 15,79% af de pensionsgivende løndele. Egetbidraget udgør 1/3 af det samlede pensionsbidrag. Lønspecifikationen skal indeholde oplysninger herom.

6. Feriegodtgørelse

Når lægen får udbetalt løn under sygdom, graviditet, barsel, adoption eller omsorgsdage, bliver der beregnet feriegodtgørelse efter den aftale om ferie, der gælder for ansatte i kommuner og amter. Den ferieberettigede løn opgøres uden at der er foretaget fradrag for dagpengeydelser. Der beregnes 12½% feriegodtgørelse af den ferieberettigede løn. Ved udstedelse af feriekort betales lægen en kontant godtgørelse på 2½% af den ferieberettigede løn i optjeningsåret. Den kontante godtgørelse er betaling for feriedage ud over den 5. ferieuge.

Eksempler på løn under graviditet og barsel for nyuddannede læger

Eksempel 1. Kvindelig læge søger løn under barsel

Kandidat: Januar måned 2004.
Turnusansættelse: Fra den 1. juni 2004.
Terminsdato: Den 14. marts 2004.
Lægen vælger løn i 14 uger i perioden: Fra den 2. februar til d. 9. maj 2004.

Lønvilkår i perioden:

Lægen får løn fra turnusamtet i perioden fra den 2. februar til den 15. februar 2004 uden fradrag af dagpenge.

I perioden fra den 16. februar til den 9. maj 2004 får hun løn fra turnusamtet med fradrag af dagpenge. Lægen skal selv søge om udbetaling af dagpenge i hjemkommunen.

Fra den 1. juni 2004 er lægen ansat ved turnusamtet og får løn herfra.

Forklaringer:

1) Løn under graviditet, barsel og adoption kan tidligst oppebæres fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen.

2) Ved barsel er der ikke ret til dagpengeydelser i perioden fra 8 uger før forventet fødsel til 4 uger før. I denne periode foretages der derfor ikke fradrag for dagpengeydelser.


Eksempel 2. Kvindelig læge søger løn under barsel

Kandidat: Januar måned 2004.
Turnusansættelse: Fra den 1. juni 2004.
Fødselsdato: Den 1. december 2003.
Lægen vælger løn i 14 uger i perioden: Fra den 2. februar til d. 9. maj 2004.
Faderen afholder orlov med løn i 2 + 2 uger.

Lønvilkår i perioden:

Lægen får løn fra turnusamtet i perioden fra den 2. februar til den 9. maj 2004 med fradrag af dagpenge. Lægen skal selv søge om udbetaling af dagpenge i hjemkommunen. Hvis lægen ikke kan få dagpenge, betaler turnusamtet hele lønnen uden fradrag af dagpenge. For at få udbetalt hele lønnen skal lægen over for turnusamtet dokumentere, at vedkommende ikke er dagpengeberettiget.

Fra den 1. juni 2004 er lægen ansat ved turnusamtet og får løn herfra.

Forklaringer:

1) De 14 uger kan placeres fra 8 uger før forventet fødsel til 24 uger efter fødslen. Dog kan løn under graviditet, barsel og adoption tidligst oppebæres fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen.

2) Hvis både moderen og faderen er enten nyuddannet læge eller ansat i en kommune, et amt eller H:S, så kan moderens periode med løn under barsel efter den 14. uge (efter fødslen) og faderens periode med løn ud over de 2 + 2 uger tilsammen højst udgøre 10 uger.

3) Nyuddannede læger kan, når fødslen finder sted før afsluttet eksamen, kun få dagpenge, hvis de er dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse. De er ikke dagpengeberettigede den første måned, de er medlem af arbejdsløshedskassen.


Eksempel 3. Kvindelig læge søger løn under barsel

Kandidat: Januar måned 2004.
Turnusansættelse: Fra den 1. juni 2004.
Fødselsdato: Den 5. oktober 2003.
Lægen vælger løn i 7 uger i perioden: Fra den 1. februar til d. 20. marts 2004.
Faderen afholder orlov med løn i 2 + 2 uger.

Lønvilkår i perioden:

Lægen får løn fra turnusamtet i perioden fra den 1. februar til den 20. marts 2004 med fradrag af dagpenge. Lægen skal selv søge om udbetaling af dagpenge i hjemkommunen. Hvis lægen ikke kan få dagpenge, betaler turnusamtet hele lønnen uden fradrag af dagpenge. For at få udbetalt hele lønnen skal lægen over for turnusamtet dokumentere, at vedkommende ikke er dagpengeberettiget.

Fra den 1. juni 2004 er lægen ansat ved turnusamtet og får løn herfra.

Forklaringer:

1) De 14 uger kan placeres fra 8 uger før forventet fødsel til 24 uger efter fødslen. Dog kan løn under graviditet, barsel og adoption tidligst oppebæres fra den 1. i måneden efter bestået embedseksamen. Fra den 1. februar til udløbet af den 24. uge efter fødsel er der 7 uger.

2) Hvis både moderen og faderen er enten nyuddannet læge eller ansat i en kommune, et amt eller H:S, så kan moderens periode med løn under barsel efter den 14. uge (efter fødslen) og faderens periode med løn ud over de 2 + 2 uger tilsammen højst udgøre 10 uger.

3) Nyuddannede læger kan, når fødslen finder sted før afsluttet eksamen, kun få dagpenge, hvis de er dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse. De er ikke dagpengeberettigede den første måned, de er medlem af arbejdsløshedskassen.


Eksempel 4. Mandlig læge søger løn under barsel

Kandidat: Januar måned 2004.
Turnusansættelse: Fra den 1. juli 2004.
Fødselsdato: Den 1. marts 2004.
Lægen vælger løn i 2 + 2 uger i perioderne: Fra den 1. marts til d. 14. marts 2004 og fra den 14. juni til den 27. juni 2004.

Lønvilkår i perioden:

Lægen får løn fra turnusamtet i perioderne fra den 1. marts til den 14. marts 2004 og fra den 14. juni til den 27. juni 2004 med fradrag af dagpenge. Lægen skal selv søge om udbetaling af dagpenge i hjemkommunen. Hvis lægen ikke kan få dagpenge, betaler turnusamtet hele lønnen uden fradrag af dagpenge. For at få udbetalt hele lønnen skal lægen over for turnusamtet dokumentere, at vedkommende ikke er dagpengeberettiget.

Fra den 1. juli 2004 er lægen ansat ved turnusamtet og får løn herfra.

Forklaringer:

1) Fædreorloven på 2 uger skal placeres inden for de første 14 uger efter fødslen. De yderligere 2 uger (udvidet fædreorlov) skal placeres fra den 3. til den 24. uge efter fødslen.

2) Nyuddannede læger kan, når fødslen finder sted efter afsluttet eksamen, få dagpenge fra kommunen, hvis fravær med dagpenge påbegyndes inden for 1 måned efter, at de har afsluttet deres uddannelse.


Eksempel 5. Mandlig læge søger løn under barsel

Kandidat: Januar måned 2004.
Turnusansættelse: Fra den 1. juli 2004.
Fødselsdato: Den 1. marts 2004.
Lægen vælger løn i 2 + 2 + 10 uger i perioderne: Fra den 1. marts til d. 28. marts 2004 og fra den 19. april til den 27. juni 2004.
Moderen er under uddannelse.

Lønvilkår i perioden:

Lægen får løn fra turnusamtet i perioderne fra den 1. marts til den 28. marts 2004 og fra den 19. april til den 27. juni 2004 med fradrag af dagpenge. Lægen skal selv søge om udbetaling af dagpenge i hjemkommunen. Hvis lægen ikke kan få dagpenge, betaler turnusamtet hele lønnen uden fradrag af dagpenge. For at få udbetalt hele lønnen skal lægen over for turnusamtet dokumentere, at vedkommende ikke er dagpengeberettiget.

Fra den 1. juli 2004 er lægen ansat ved turnusamtet og får løn herfra.

Forklaringer:

1) Fædreorloven på 2 uger skal placeres inden for de første 14 uger efter fødslen. De resterende op til 12 uger skal placeres fra den 3. til den 24. uge efter fødslen.

2) Hvis både moderen og faderen er enten nyuddannet læge eller ansat i en kommune, et amt eller H:S, så kan moderens periode med løn under barsel efter den 14. uge (efter fødslen) og faderens periode med løn ud over de 2 + 2 uger tilsammen højst udgøre 10 uger.