4. Hvad kan jeg gøre for at målrette/optimere mit KBU-forløb mod mit specialevalg?
Alle KBU-forløb - uanset specialekombination - giver dig mulighed for at opnå de kompetencer, som du skal have for at få ret til selvstændigt virke og dermed kvalificere dig til en introstilling. Du behøver altså ikke at vide, hvad du vil, inden du vælger KBU, for du afskærer dig ikke fra specialer/karrieremuligheder, uanset hvordan din KBU er sammensat. Omvendt, går du og drømmer om et bestemt speciale, så brug din KBU til at afprøve det og se, om I matcher.
Formålet med KBU er, at du skal tilegne dig nogle generelle kompetencer i relation til at være læge fx modtage en akut patient, skrive en journal osv. Kompetencer du kan lære i mange forskellige specialer.
Oplever du problemer med at komme i betragtning til en introstilling med den begrundelse, at du ikke har haft specialet i din KBU, selvom du har en godkendt KBU, så må du meget gerne kontakte Yngre Læger.
5. Hvordan søger jeg en introstilling?
Alle introstillinger – bortset fra enkelte stillinger i staten og kommunerne - skal slås op på www.laegejob.dk. Her kan du søge alle de stillinger, der interesserer dig. Du kan også oprette en profil og få tilsendt de stillinger, der matcher dine interesser.
Jobsøgningsprocessen består af tre faser: 1) Afklaringsfasen - hvad vil jeg? 2) Ansøgningsfasen - hvordan skriver jeg en god ansøgning? 3) Jobsamtalen - hvordan viser jeg bedst, at jeg kan og vil?
Se mere om de tre faser på Læger.dk/ansaettelsessamtale.
6. Kan jeg opsige min introstilling?
Ja, du kan sagtens opsige en introstilling. Opsigelsesfristen er en måned, men lad være med at opsige din stilling, før du har en ny.
En introstilling skal bruges til at prøve specialet af, så hvis du undervejs finder ud af, at specialet ikke er noget for dig, så sig din stilling op og prøv et andet speciale.
Midtvejs i din introstilling (efter 6 mdr.) har du krav på en grundig evaluering af dine kompetencer og dit potentiale i specialet. Det er vigtigt, at du udnytter denne mulighed.
Du kan i princippet prøve alle de introstillinger, du kan nå/få. På den anden side er der ingen grund til at shoppe unødigt rundt eller optage stillingen for en anden, hvis du ikke skal bruge den i din videreuddannelse.
Nogle gange kan det betale sig at gennemføre en introstilling, selvom du ikke vil fortsætte i specialet, fordi du evt. kan overføre kompetencer fra stillingen til et andet speciale. Tjek meritoverførselsmulighederne med videreuddannelsessekretariatet, så du undgår at spilde tiden. Du kan også læse mere om merit her.
7. Hvordan finder jeg ud af, hvad specialerne indeholder?
Speciallægeselskaberne har sammen med arbejdsgiverne udarbejdet en faglig profil for hvert speciale. I de faglige profiler kan du se, hvad der er vigtigt i de enkelte specialer, og hvad selskaberne lægger vægt på hos ansøgere til specialet. Det er altså her, du kan få et fingerpeg om, hvordan du viser potentiale inden for specialet.
Du finder de faglige profiler på de tre videreuddannelsessekretariaters hjemmesider.
Tjek evt. også hjemmesiden evaluer.dk
I mange regioner og på de sundhedsvidenskabelige fakulteter kan du deltage i Specialernes dag, ligesom du kan besøge forskellige afdelinger og spørge nogle af de (special-)læger, der arbejder i specialet, hvordan specialet er.
Du kan også finde en beskrivelse af de forskellige specialer på de lægevidenskabelige selskabers hjemmeside.
8. Kan jeg skifte hoveduddannelsesretning?
Sundhedsstyrelsen og ministeriets fortolkning er, at du kan skifte hoveduddannelsesforløb, så længe du ikke har overskredet fireårsreglen. Alternativt kan du gennemføre en hoveduddannelse og derefter starte på en ny - se Sundhedsstyrelsens FAQ.
Yngre Læger mener, at den tolkning reducerer fleksibiliteten i den lægelige videreuddannelse. For ønsker man at skifte speciale, bliver man nødt til at gennemføre hele det påbegyndte hoveduddannelsesforløb i stedet for at kunne skifte speciale undervejs og få meritoverført de relevante kompetencer til det nye speciale. Det er spild af tid og uddannelseskapaciet.
9. Er karriererådgivning noget for mig?
Hvis du er i tvivl om, hvilket speciale, du skal vælge, så kan karriererådgivning være noget for dig. Du kan få karriererådgivning flere forskellige steder og på forskellige måder. Formålet er at blive klogere på dig selv og de forskellige specialer, så du kan vælge et rigtigt speciale for dig på et kvalificeret grundlag.
Du kan få karriererådgivning hos Lægeforeningen og i forskelligt omfang i de tre regionale videreuddannelsessekretariater. Ligesom du har ret til karriererådgivning på din egen afdeling eksempelvis som led i dine evalueringssamtaler.
Det meste karriererådgivning foregår på nettet, men du kan også kontakte Lægeforeningens sekretariat og få personlig samtale med en karrierevejleder nic@dadl.dk / tlf.: 35 44 85 00, eller du kan få en mentor via Yngre Læger.
Du kan også prøve vores karriereafklaringsværktøj - klik her.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du finde alle de regler, der gælder for din videreuddannelse og se, hvilken vejledning du har krav på.