Tokyo-deklarationen


 Indledning

Det er lægens privilegium at udøve lægevirksomhed i menneskehedens tjeneste, at bevare og genoprette legemlig og mental sundhed uden hensyn til, hvem der behandles, og trøste og lindre hans eller hendes patienters smerter. Der må udvises den yderste respekt for menneskeliv, selv under trusler, og der må ikke gøres brug af nogen lægelig viden i strid med de humanitære love.

I denne deklaration defineres tortur som den forsætlige, systematiske eller hensynsløse påførelse af fysisk eller psykisk lidelse fra en eller flere personers side, der handler på egen hånd eller efter ordre fra en myndighed for at tvinge en anden person til at afgive oplysninger, aflægge tilståelse eller af nogen anden grund.

 Erklæring

1. Læge må ikke tillade, billige eller deltage i udøvelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, uanset hvilken forbrydelse offeret for en sådan behandling måtte være mistænkt for, anklaget for eller skyldig i, og uanset hvad offerets overbevisning eller motiver måtte være. Dette gælder i alle situationer, herunder væbnet konflikt og indre stridigheder.

2. Lægen må ikke tilvejebringe lokaler eller instrumenter, stoffer eller viden med det formål at lette udøvelsen af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller at svække offerets evne til at modstå en sådan behandling.

3. Lægen må ikke være til stede i nogen situation, hvor tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling bruges, eller hvor der trues hermed.

4. En læge skal have fuldstændig faglig uafhængighed i sin beslutning om pleje af en person, for hvem han eller hun er lægeligt ansvarlig. Lægens grundlæggende rolle er at lindre sine medmenneskers lidelse, og ingen bevæggrund - hvad enten den er personlig, kollektiv eller politisk - må veje tungere ende dette formål.

5. Hvor en fange nægter at tage næring til sig og af lægen anses for at være i stand til at foretage en usvækket og fornuftig vurdering med hensyn til følgerne af en sådan frivillig vægring mod at tage næring til sig, skal han eller hun ikke ernæres kunstigt. Beslutningen om fangens evne til at nå til en sådan vurdering bør bekræftes af mindst én uafhængig læge. Lægen skal forklare fangen om følgerne af vægring mod at tage næring til sig.

6. Verdenslægeforeningen vil støtte og bør tilskynde det internationale samfund, nationale lægeforeninger og andre læger til ligeledes at støtte lægen og hans eller hendes familie over for trusler eller repressalier som følge af, at lægen nægter at billige anvendelse af tortur eller andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.

« Til indholdsfortegnelse