Aflastning af læge X - anonymiseret aftale nr. 262220 af 01-03-2010
1. Baggrund
Formålet er at skabe en ramme omkring praksis, der sikrer læge X mulighed for at udsætte tidspunktet for pensionering. Aftalen er konkret begrundet i læge X’ alder på 62 år.
Endvidere er formålet at sikre den fortsatte drift af klinikken i et område præget af lægemangel med henblik på, at der findes en mere langsigtet løsning på klinikkens fremtidige drift ved generationsskifte og deltagelse i eventuelle initiativer vedrørende behandlerhuse.
2. Aftalens målgruppe
Læge X.
3. Aftalens omfang
Aftalens formål er at tilføre ressourcer til aflastning af lægen i klinikken i et omfang svarende til 2 dage ugentligt, for eksempel ved ansættelse af vikar i praksis.
På den baggrund yder regionen et tilskud til praksis på i alt 55.000 kr. pr. kvartal.
Tilskuddet udbetales kvartalsvis bagud via den almindelige afregning og reguleres med den reguleringsprocent for honorarer fastsat i Landsoverenskomsten for almen lægegerning, som er gældende på tidspunktet for tilskuddets udbetaling.
4. Vilkår
Det forudsættes, at praksis er ansvarlig for, at patienterne passes alle ugens hverdage som hidtil. Udgangspunktet er derfor, at praksis skal tilføres ressourcer til erstatning for lægen, der aflastes. Alternativt skal praksis selv indgå aftaler med nabolægerne, såfremt der sker en reduktion i praksis hidtidige åbningstider.
5. Forventet aktivitet og fremadrettede initiativer
Det forudsættes, at praksis som minimum har åben for tilmelding af et antal patienter svarende til niveauet for aftalens indgåelse.
Det forudsættes desuden, at praksis indgår i drøftelser om en mere langsigtet løsning på klinikkens fremtidige drift ved generationsskifte og deltagelse i eventuelle initiativer vedrørende behandlerhuse.
6. Ikrafttrædelse og opsigelse af aftalen
Aftalen træder i kraft den 1. marts 2010.
Den praktiserende læge kan når som helst i perioden opsige aftalen med en frist på 1 måned med virkning fra et kvartals udgang.
I en periode på 3 år fra aftalens ikrafttræden kan Region Nordjylland alene opsige aftalen ved misligholdelse og efter behandling i Samarbejdsudvalget. Herefter kan aftalen fra regionens side opsiges med 3 måneders varsel med virkning fra et kvartals udgang.
Hvis den praktiserende læge overdrager sin praksis til en ny læge, der tilmeldes den offentlige sygesikring, bortfalder nærværende aftale på det tidspunkt, hvor praksis overtages af den nye læge. I den situation kræves ingen særskilt opsigelse af nærværende aftale fra den praktiserende læges side. Aftalen genforhandles med henblik på at sikre den fortsatte drift af praksis.
| Godkendt 26-03-2010 | PLO-dok. 362220 |