Alternativ behandling

I 2002 besluttede Hovedbestyrelsen, at der skulle iværksættes et arbejde med det formål at revidere Lægeforeningens redegørelse fra 1996 om alternativ medicin. Sagen blev videregivet til Sundhedskomiteen, der nedsatte et ad hoc udvalg og udarbejdede et kommissorium for udvalget. Oprindelig var formålet, at der til Lægemødet 2004 skulle udarbejdes et udkast til politikpapir for alternativ behandling. Senere er dette blevet ændret, således at der på Lægemødet i stedet fremlægges et debatoplæg. Tanken er, at debatoplægget og debatten på Lægemødet kan danne grundlag for det videre arbejde, så der på Lægemødet i 2005 eventuelt kan fremlægges et udkast til politikpapir.

Mange mennesker benytter sig af alternativ behandling, og læger møder ofte spørgsmål fra patienterne om naturlægemidler, kosttilskud og alternative behandlinger. Læger bliver derved bedt om at være rådgivere på området. Samtidig er der læger, der udfører behandlinger, som er alternative, og andre læger, der arbejder med forskning omkring alternativ behandling.

Drøftelser af alternativ behandling medfører ofte en debat om lægers egen rolle og selvforståelse. Den alternative behandlers rolle er forskellig fra lægens, idet lægen har en forpligtelse og et ansvar for bl.a. at informere patienten om en alvorlig diagnose og iværksætte en behandling under ansvar for lægeloven. Den alternative behandler har ikke samme forpligtelser.

Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at dialog, ikke mindst med patienterne og de alternative behandlere, er nødvendig. Sundhedsvæsenet bør være kendetegnet ved åbenhed, men der skal naturligvis ikke lempes på kravene til dokumentation af behandlingerne.

Læger bør være med til at fastholde og udvide debatten om de forhold, hvorunder kontakten og relationen mellem læger og patienter sker.

Der vil formentlig altid være efterspørgsel efter andre ydelser end dem, der tilbydes i det etablerede sundhedsvæsen. Dels er en alternativ behandling tillokkende netop fordi, den er anderledes, og dels må man formode, at den i nogle tilfælde har en effekt, som er komplementær til det etablerede sundhedsvæsens behandlingstilbud. Derfor må lægerne have en basal viden om og forholde sig til alternativ behandling, eventuelt som en del af uddannelsen.

Efterspørgslen efter alternativ behandling knytter sig bl.a. til befolkningens opfattelse af, at den alternative behandler har god tid, og i højere grad forstår patienten. Det er forhold, der med rette eller urette sættes som alternativ til de forhold, patienten tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen.

Der er en del læger, der arbejder med alternativ behandling, dels i deres arbejde i det etablerede sundhedsvæsen, dels som ekstra beskæftigelse. Enkelte læger har valgt udelukkende at arbejde som alternative behandlere.

Sundhedskomiteen og arbejdsgruppen bag debatoplægget håber på en god og bred debat på Lægemødet, og håber, at der efter Lægemødet vil blive arbejdet videre med emnet, således at der på Lægemødet 2005 kan fremlægges et forslag til egentligt politikpapir.

2. BEGREBET ALTERNATIV BEHANDLING

En definition vil altid være situationsbestemt, afhængigt af bl.a. lokale forhold, økonomi, historie og traditioner.

Derfor vil en konkret definition af alternativ behandling kunne diskuteres. Nedenstående definition har været basis for dette debatoplæg.

”Alternativ behandling omfatter de terapiformer, diagnostiske procedurer samt sundhedsprodukter, som aktuelt ligger udenfor, hvad der tilbydes i det etablerede danske sundhedsvæsen.”

Definitionen har den fordel, at den tager højde for områdets dynamiske karakter og inkluderer alle nuværende og fremtidige behandlingsformer, der ikke udbydes i det etablerede sundhedsvæsen. Definitionen kan endvidere forstås således, at man prøver at afgrænse ikke kun behandlingen, men også behandlerne. Der har på europæisk plan været diskussion mellem lægeforeningerne, idet nogle foreninger har ment, at alle behandlinger var acceptable, blot de blev udført af læger. Den danske lægeforening har hævdet princippet om dokumentation af behandlinger.

Ulempen ved definitionen er, at "det etablerede sundhedsvæsen" ikke er en entydig størrelse. Er f.eks. privatejede hospitaler omfattet af denne betegnelse?

Kiropraktorer kan nævnes som et eksempel på en gruppe behandlere, der nu er en del af det etablerede sundhedsvæsen. Kiropraktorer er blevet autoriserede, og der føres nu tilsyn med dem, ligesom der gives offentligt tilskud til deres behandlinger.

Debat:

• Er ovenstående definition af alternativ behandling acceptabel?
• Kan der opstilles en definition af alternativ behandling?

3. EFTERSPØRGSEL EFTER ALTERNATIV BEHANDLING

Det fremgår af undersøgelsen om sundhed og sygelighed i Danmark 2000, udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, at 43% af den voksne danske befolkning har brugt alternativ behandling, heraf 20% inden for det seneste år.

Vedrørende brug af naturmedicin fremgår det, at 13% ud af de 43% af den voksne befolkning har gjort brug af naturmedicin inden for det seneste år.

Undersøgelsen har også beskæftiget sig med fordelingen af brugere på socioøkonomiske grupper. Det største antal brugere finder man blandt selvstændige og mindst blandt ufaglærte. Andelen af brugere er højere blandt samlevende end blandt enlige. Geografisk finder man flest brugere i Københavns og Frederiksberg Kommuner samt i Storstrøms Amt.

I en Ph.D.-afhandling om ”Kræftpatienters brug af alternativ behandling” fra 2000 belyses baggrunden for kræftpatienters brug af alternativ behandling.

Nogle udsagn fra kræftpatienterne er blandt andet:

• Alternative behandlere har god tid.
• Alternative behandlere gør meget ud af at spørge til og undersøge patientens tilstand, både sygdom og velfærd i øvrigt.
• Under selve behandlingen er behandleren som regel i fysisk kontakt med patienten, enten direkte eller indirekte.

Patienterne benytter den alternative behandling som supplement til den konventionelle kræftbehandling. Der er kun få tilfælde, hvor patienten vælger den konventionelle behandling fra.

En af Ph.D.-afhandlingens konklusioner er, at patienten gennem den alternative behandling søger at skabe håb og orden i en situation, der ellers virker kaotisk. Patienten søger handlemuligheder i forhold til at styrke sig selv fysisk og psykisk for at kunne stå sygdommen og den konventionelle behandling igennem.

I undersøgelsen om kræftpatienterne er det onkologernes udsagn, at de forstår patienternes ønske om ikke at opgive håbet og deres ønske om at søge orden i kaos. Onkologerne påtager sig "skurkerollen": Nogle skal jo komme med det dårlige budskab, som det siges.

I de positive udtalelser fra patienter om alternative behandlere om bl.a. god tid og om at spørge til flere aspekter af personen end lige sygdommen, ja deri ligger en kritik af sundhedsvæsenet og dermed også af lægerne.

Mødet mellem læge og patient er en unik situation. Afgørende for, at dette møde lykkes, er, at patienten og behandleren får tillid til hinanden som mennesker, og at denne tillid ikke svigtes. Lægen har en fagspecifik uddannelse, men det er personen, der aflægger lægeløftet, og det er den enkelte læge, der med sine kvalifikationer autoriseres.

Når lægen møder patienten, er der risiko for, at lægen "gemmer sig" i faget, i den faktuelle viden og dermed ikke møder patienten, hvor denne er, endsige får hjulpet patienten.

Det, at blive bedre til mødet med patienten, kræver bl.a. tid. En tid, der i et vist omfang kan genereres ved den optimale dialog med patienten. En optimal dialog kræver mentale ressourcer, men lægen skal også tilføres ressourcer udefra.

Debat:

• Hvilke årsager kan der være til, at patienter opsøger alternative behandlere (f.eks. at det etablerede sundhedsvæsen ikke formår at opfylde forventningerne til bla. støtte og information)?
• Er det problematisk for patienter, sundhedspersoner eller andre, at alternativ behandling efterspørges?

4. LÆGERS VIDEN OM OG HOLDNING TIL ALTERNATIV BEHANDLING

En af de undersøgelser, der beskæftiger sig med spørgsmålet om lægers viden og holdning til alternativ behandling, er Anette Damkiers Ph.D. afhandling om kræftpatienters brug af alternativ behandling. I undersøgelsen blev en gruppe onkologer interviewet om deres viden om og forhold til patienters brug af alternativ behandling.

Onkologerne havde ikke nogen præcis viden om, hvilke alternative behandlinger, deres patienter benyttede sig af. Lægerne udtalte, at de ikke rutinemæssigt spørger til patienternes brug af alternativ behandling.

Onkologerne tilkendegav over for patienterne, at de ikke har forstand på alternativ behandling og derfor heller ikke kan give svar angående eventuelle virkninger. De adspurgte onkologer havde ikke over for patienterne forholdt sig fagligt til spørgsmål om alternativ behandling. De mest erfarne læger havde den klareste holdning (imod alternativ behandling), men alle gav udtryk for, at de ikke ønskede skarpt at give deres mening til kende over for patienterne.

Betydningen af undersøgelsens konklusioner skal man formentlig være påpasselig med at overføre på alle medicinske områder. Onkologien er et område med kritisk syge. Den store psykiske belastning af patienterne kan medføre, at patienterne er mere tilbøjelig til at søge alternativ behandling, hvorfor onkologerne måske i højere grad end andre læger er udsat for spørgsmål vedrørende alternative behandlingsformer og deres eventuelle effekt på og interaktion med den tilbudte behandling.

I afhandlingens undersøgelse af de praktiserende lægers viden og holdning er konklusionen, at de praktiserende læger har en stigende forståelse for, at der er behov for dialog med patienten om emnet, hvis den praktiserende læge fortsat ønsker at være patientens centrale behandler i relation til sygdom og sundhed. Det omtales, at rådgivning i relation til alternativ behandling bliver et område for de praktiserende læger, og der lægges op til, at den praktiserende læge er nødsaget til at dele sine egne holdninger til alternativ behandling med patienten.

Debat:

• Skal læger indgå i dialog med patienter om alternative behandlingsformer?
• Skal læger kunne rådgive patienter om alternativ behandling og eventuelle interaktioner?
• Hvordan skal læger overordnet, herunder i forhold til medierne, forholde sig til alternativ behandling - og hvad skal lægernes holdninger basere sig på?
• Skal læger forholde sig mere principielt til alternativ behandling, således at man på sygehusafdelinger og i lægepraksis forholder sig til patienternes brug og et eventuelt samarbejde med alternative behandlere?
• Er der behov for at formulere konkrete retningslinier?

5. LÆGERS UDØVELSE AF ALTERNATIV BEHANDLING

Autoriserede læger er under udøvelsen af deres gerning ansvarlige for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed (lægelovens § 6) og er i øvrigt undergivet Sundhedsstyrelsens tilsyn.

Visse læger tilbyder alternative behandlingsformer og handler dermed under ansvar for deres autorisation. Spørgsmålet er, om der bør stilles særlige krav til disse læger - og hvilke?

Den norske lægeforening har udarbejdet en politik på området, der fremhæver det vigtige i, at alternative behandlingsformer ikke kommer i vejen for korrekt anvendt medicinsk behandling. Ifølge retningslinierne bør lægen gøre det klart for patienten, at lægen bevæger sig uden for den evidensbaserede medicin. Det er endvidere en forudsætning, at behandlingen ikke er økonomisk motiveret, og at den ikke medfører risiko for skade på patienten.

Den norske lægeforenings politik påbyder lægen at medvirke til, at den anvendte alternative behandlingsform bliver gjort til genstand for afprøvning baseret på en forskningsprotokol, der lever op til en accepteret standard for klinisk forskning.

• Skal Lægeforeningen have et regelsæt om lægers udøvelse af alternativ behandling?
• Hvilke krav skal stilles til læger, der tilbyder alternativ behandling?
• Kan man forestille sig sanktioner over for læger, der tilbyder patienter visse former for alternativ behandling? I så fald hvilke?
  

6. SAMFUNDSMÆSSIGE ASPEKTER

Skal visse former for alternativ behandling indgå som en del af tilbuddene i det offentligt finansierede sundhedsvæsen, og hvilke krav skal samfundet stille til alternative behandlere?

Der kan anlægges det synspunkt, at forbrugeren egenhændigt gennem sit valg afgør, hvilke typer alternativ behandling, der skal udbydes. Hertil kan det nævnes, at en vis forbrugerbeskyttelse vil være påkrævet. Det kan være krav til sikkerhed af ydelserne og til information.

Sundhed og sygdom er godt stof i medierne og de fleste mennesker interesserer sig for dette emne. Såvel det etablerede sundhedsvæsen som den alternative behandling har mediernes og politikernes interesse. Dette er formentlig med til at påvirke borgernes ønsker og valg. I medierne drøftes bl.a. sundhedsvæsenets organisation og opgaver samt den enkeltes ansvar for at holde sig sund. Midlerne til øget sundhed og forebyggelse er alt fra f.eks. motion, sund kost, rygeophør, råd fra lægen til de mest eksotiske alternative behandlinger. Dermed er medierne med til at skabe et marked for undersøgelser, behandlinger og sundhedsprodukter. Hvorvidt og hvornår det offentlige skal finansiere alternativ behandling er et væsentligt spørgsmål.

Ved folketingsbeslutning i april 2003 blev regeringen opfordret til inden den 31. december 2003 at fremsætte lovforslag om indførelse af en registreringsordning for alternative behandlere under tilsyn af sundhedsmyndighederne. Det udarbejdede lovforslag har til formål at indføre en frivillig og brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere. Forslaget skal give forbrugeren mulighed for adgang til oplysninger om, hvem den pågældende brancheforening har givet tilladelse til at anvende titlen alternativ behandler. Der er nærmere betingelser for, at en forening kan opnå godkendelse fra Indenrigs– og Sundhedsministeriet. Lovforslaget opstiller organisatoriske krav til foreningen, som omvendt skal stille basale uddannelseskrav til medlemmerne. Den pågældende brancheforening afgør selv, om et medlem opfylder foreningens uddannelseskrav og skal have ret til at anvende betegnelsen "registreret alternativ behandler".

Vedrørende øvrige krav vil det formentlig være oplagt at kræve, at behandlingen/ydelsen ikke er skadelig eller farlig. I relation til dette, kan man rejse spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte alternative behandler skal pålægges et ansvar for eventuelle skader, herunder hvordan man vil registrere og monitorere disse.

Omkring krav til information/dokumentation vil der umiddelbart være to modeller. Dels kan man mene, at virkningen af behandlingen/ydelsen skal dokumenteres med almindeligt anerkendte videnskabelige metoder. Dels kan man hævde, at man blot skal gøre det klart, hvilke metoder der ligger til grund for, at man mener, behandlingen/ydelsen har en positiv virkning.

Det videnskabelige dokumentationskrav kan kritiseres for at være paternalistisk og for at fremme en bestemt form for erkendelse. Omvendt er formålet med dette dokumentationskrav bl.a. at sikre borgere og patienter bedst mulig sikkerhed for, at ydelsen ikke er skadelig, samt klarlægge eventuelle positive effekter.

Det andet krav om blot at informere om grundlaget for behandlingen kunne man måske vælge, hvis der er rimelig sikker viden om, at behandlingen hverken på kort eller langt sigt har skadevirkninger.

I Norge har man i 2003 vedtaget en egentlig lovgivning om alternativ behandling og samtidig ophævet kvaksalveriloven. I Tidsskrift for Den norske Lægeforening har man beskæftiget sig med forbrugersikkerheden i den nye lov. Der påpeges bl.a. et behov for regler for markedsføring, herunder pligt til at oplyse, at behandlingens effekt ikke er dokumenteret. Den norske lægeforening har foreslået ændringer, som giver mere konkrete retningslinier for, hvad der er lovlig og ulovlig markedsføring. Det skulle gøre det mere enkelt at vurdere, hvorvidt der sker overtrædelser.

Sundhedsstyrelsen udsendte i november 2000 et brev til alle sygehuse med en opfordring til, at man så vidt muligt accepterer patienters ønske om at benytte alternativ behandling under indlæggelse. Den ansvarlige overlæge skal skønne, hvorvidt behandlingen indebærer en risiko for patienten, og rådgive herefter. Vejle Amt har i 2003 udarbejdet et strategipapir, hvor man følger denne opfordring og angiver rammerne for anvendelse af alternativ behandling i amtets sundhedsvæsen.

I Danmark bliver bl.a. læger, sygeplejersker, tandlæger, kiropraktorer og fysioterapeuter autoriseret af Sundhedsstyrelsen, og der stilles krav om en statsanerkendt uddannelse. Sundhedsstyrelsen har tilsynspligt med den faglige virksomhed og ansvaret for, at der bliver stillet en række officielle krav og standarder. Endvidere har patienten mulighed for at klage over sin behandling samt at søge erstatning.

Alternative behandlere er ikke underkastet tilsyn. De er ikke omfattet af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, herunder patientklagenævnet, eller lov om patientforsikring. Patienten kan derfor ikke klage til en offentlig instans over den modtagne behandling/ydelse. I forbindelse med en erstatningssag ved civilt søgsmål er det patientens opgave at bevise en årsagssammenhæng mellem den modtagne behandling og de opståede gener. Til sammenligning skal en patient i det etablerede sundhedsvæsen alene godtgøre en overvejende sandsynlighed for, at skaden er indtrådt som følge af behandlingen.

Debat:

• Der er truffet folketingsbeslutning om en registreringsordning for alternative behandlere. Hvem bør være ansvarlig for denne? (Lægeforeningens høringssvar om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere vedlægges som bilag).
• Bør der gives autorisation til alternative behandlere under Sundhedsstyrelsens tilsyn?
• Bør der gælde særlige regler for markedsføring af alternative sundhedsydelser? (Ifølge forslag til lov om en brancheadministreret registeringsordning skal lov om markedsføring af sundhedsydelser også gælde alternative sundhedsydelser).
• Bør reglerne i lov om patienters retsstilling vedr. aktindsigt og tavshedspligt gælde for alternative behandlere?
• Har opfattelsen af sundhed og sygdom betydning, når der drøftes alternativ behandling?
• Vil en øget opfattelse af sundhed og sygdomsbehandling som en vare ændre befolkningens efterspørgsel efter alternativ behandling?
• Bør det offentlige finansiere visse former for alternativ behandling?
• Skal visse former for alternativ behandling forbydes?
  

7. DOKUMENTATION

Lægevidenskaben fornyes og udbygges hele tiden. Årsagssammenhænge, faglig evidens og erkendelse bliver ændret af ny erfaring og viden.

Ved kombination af flere formodninger, undersøgelser og hypoteser kan der samlet opnås en betydelig viden. Antagelsen om, at penicillin kan helbrede bakterielle infektioner hviler således på såvel in vitro observationer, biokemiske antagelser og på kliniske erfaringer.

Lægers tillid til effekten af behandlinger styrkes, hvis der ud over kontrollerede kliniske undersøgelser foreligger teorier af mere basal karakter til beskrivelse af f.eks. virkningsmekanismer. Et generelt krav til beskrivelse af virkningsmekanismerne er, at de skal være forenelige med det naturvidenskabelige udgangspunkt.

Naturvidenskabelige teorier kan være forkerte, og forestillinger af ikke naturvidenskabelig art kan være sande. Det kan ikke udelukkes, at der findes personer, som har en særlig indsigt eller, at der findes mennesker, som kan helbrede ved håndspålæggelse.

Det, der er afgørende, er imidlertid ikke, hvad der faktisk er sandt, men hvad vi har grunde til at tro på. Når man træffer afgørelse i en retssag, om en anklaget er skyldig eller ej, kan der inddrages evidens, som det er muligt at afprøve. Hvis en clairvoyant person oplyser at have adgang til viden om den anklagedes uskyld, har det ingen vægt. Det kan være sandt, men der er ikke noget, der begrunder, at man skal tro på udsagnet.

Tilsvarende kan man drøfte, hvad der bør accepteres som del af et kollektivt finansieret sundhedsvæsen. Det centrale ved de naturvidenskabelige begrundelser er, at de er tilgængelige for kritik og kontrol, ikke at de nødvendigvis er sande eller bedre end alternative begrundelser.

Såfremt stress forårsager sygdom, eller hvis positive forventninger helbreder, så må det i princippet være muligt at beskrive en serie af biokemiske eller fysiologiske hændelser, som forklarer disse sammenhænge. I praksis er det ofte umuligt at give denne form for mekanistiske forklaringer i detaljer. Generelle forsøg på forklaringer på basalt niveau af en mulig sammenhæng mellem makrofænomener vil normalt bidrage til accept af en sammenhæng i den videnskabelige verden. F.eks. steg accepten af akupunktur blandt læger ved fremsættelse af endorfinhypotesen som en mulig forklaring.

I forhold til dokumentation af alternativ behandling rejser dette nogle fundamentale spørgsmål. Flere alternative behandlinger er baseret på teorier, der ikke uden videre er forenelige med det naturvidenskabelige udgangspunkt. Spørgsmålet er, om dette automatisk diskvalificerer de alternative behandlinger, og hvorvidt de klinisk kontrollerede undersøgelser er værdineutrale undersøgelser?

Flere artikler har beskæftiget sig med dette, og konklusionen er, at den klinisk kontrollerede undersøgelse ikke er værdineutral. Man kan med undersøgelserne sandsynliggøre en årsagssammenhæng.

Hvis man ønsker at undersøge effekten af homøopati, auralæsning eller fjernhealing, må man forsøge at finde sandsynlige virkningsmekanismer. Det vil indebære, at man konfronterer disse behandlinger med den naturvidenskabelige forståelse. Man må således anskueliggøre, enten at det er muligt at beskrive virkningsmekanismer for disse behandlinger eller revidere de naturvidenskabelige teorier, så de alternative behandlinger gøres plausible.

Læger må forholde sig til dokumentationskrav for alternativ behandling. Sundhedsstyrelsens vejledning om ny behandling i sundhedsvæsenet godkender såvel evidensbaseret viden og viden, der hviler på overbevisende kliniske erfaringer.

Debat:

• Hvem skal gennemføre undersøgelserne om, hvorvidt alternativ behandling virker eller ej?
• Skal kravet til dokumentation være randomiserede kliniske undersøgelser, der viser effekt og vurderer plausible forklaringer, som er forenelige med et naturvidenskabeligt verdensbillede?
• Hvor begrænset kan en effekt være og samtidig anses for klinisk betydningsfuld?
• Er det overhovedet ressourcemæssigt og etisk rimeligt at gennemføre randomiserede kliniske undersøgelser i tilfælde, hvor forhåndssandsynligheden for en effekt er lav?

8. LÆGERS UDDANNELSE OG FORSKNING

Omfanget af fagene videnskabsteori og filosofi er beskedent i lægeuddannelsen. Det præciseres, at lægevidenskaben hviler på et naturvidenskabeligt grundlag, og i den daglige praksis forventes det ligeledes, at læger benytter sig af naturvidenskabelige modeller. I praksis benytter lægen imidlertid andre modeller end den naturvidenskabelige, idet omgangen med patienterne, kommunikationen og det administrative arbejde kræver en anden indfaldsvinkel. Såfremt læger skal have en konstruktiv dialog i relation til alternativ behandling, bør læger også kende andre områder end det naturvidenskabelige.

Alle læger har en rådgiverrolle over for patienterne - dette gælder formentlig også alternativ behandling. Derfor skal læger gennem uddannelse kunne varetage denne rådgviningsfunktion.

Der er samtidig en del læger, der bruger alternative behandlingsformer i deres arbejde. Denne udvikling har taget fart fra 70-erne, og bl.a. akupunktur er blevet udbredt.

Der foregår forskning, hvor læger og andre forskere undersøger alternativ behandling enten selvstændigt eller i fælles projekter med alternative behandlere. En del af denne forskning i Danmark foregår i regi af Videns– og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB).

WHO anbefaler, at man øger anvendelsen af ressourcer på forskningsområder, der udgør grænser mellem det etablerede og den alternative behandling. Der findes en del forskning af varierende kvalitet på området alternativ behandling.

Der er to niveauer for uddannelse af læger i forhold til alternativ behandling:

• Præ- og postgraduat undervisning med det formål at give en basal viden og forståelse for, at der findes andre anskuelser om sygdommes natur, årsager, behandling og følger end den biomedicinske model. Der er i Sverige erfaring med sådan prægraduat virksomhed i kursusform.
  
• Uddannelse for læger til varetagelse og udførelse af alternative behandlinger. Der er allerede nu en del postgraduat kursusvirksomhed

Det er vigtigt, at læger er aktive i debatten om sundhed og sygdom, herunder alternativ behandling. På forskningsområdet er det afgørende, at der fortsat er læger, der har interesse for enten selvstændigt eller i tværfagligt samarbejde at indgå i forskningsprojekter om alternativ behandling.

Et bedre kendskab til alternativ behandling og samarbejde med andre akademiske faggrupper inden for bl.a. filosofi, antropologi og etnologi vil formentlig kunne bidrage med udvikling af sundhedsfagenes basale teori og åbne for nye områder af klinisk relevans.

Debat:

• Skal Lægeforeningen opfordre til, at der forskes mere i alternativ behandling?
• Skal forskning basere sig på traditionelle videnskabelige forskningsmetoder, og hvad skal formålet med forskningen være?
• Skal kendskabet til alternative behandlingsformer indgå i lægers uddannelse?
• Er omfanget og indholdet af humanistiske fag som f.eks. filosofi og historie tilstrækkeligt i lægeuddannelsen?

Bilag A

Sundhedskomiteens ad hoc udvalg om alternativ behandling

Der blev efter indkaldelse af forslag til medlemmer fra lægekredsforeningerne nedsat en arbejdsgruppe med henblik på udarbejdelse af oplæg til Lægemødet 2004.
Arbejdsgruppen fik følgende sammensætning:

• Formand Lene Unnerup, praktiserende læge, Rødding, medlem af Sundhedskomiteen.
• Ann Dorrit Guassora, Ph.D.-stud. ved Central Forskningsenhed for Almen Praksis, Panum Instituttet, næstformand i Sundhedskomiteen.
• Jacques Gauguin, overlæge ved Misbrugscentret,
  Vestsjællands Amt, medlem af Sundhedskomiteen.
• Mauri Johansson, MHH, kommunallæge.
• Kirsten Hallager, praktiserende læge, Nørresundby.
• Stig Brorson, læge, Ph.D., Afdelingen for Medicinsk Videnskabsteori, Københavns Universitet - udtrådt august 2003. Nyt medlem: Michael Norup, Adjunkt, Ph.D, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Panum Instituttet.
• Steen Andersen, overlæge, Anæstesiologisk Afdeling, Roskilde Amt Sygehus Køge (udtrådt i foråret 2003).

Arbejdsgruppen har holdt 7 møder og har udarbejdet en række oplæg.

Bilag B.

Kommissorium for ad hoc arbejdsgruppe om alternativ behandling under Sundhedskomiteen

"Ad hoc arbejdsgruppen vedrørende alternativ behandling har til opgave at medvirke til at afklare Lægeforeningens holdning til alternativ behandling. I denne sammenhæng at definere og afgrænse alternativ behandling og herefter formulere et forslag til en politik for foreningen på området.

Det forventes, at der ved afslutningen præsenteres et udkast til politik nedskrevet for Lægeforeningen.

Politikpapiret skal erstatte Hovedbestyrelsens redegørelse vedrørende alternativ medicin fra 1996.

Udkast til et politikpapir fremlægges på Læge- og repræsentantskabsmødet i 2004.

Arbejdsgruppen sammensættes på lige fod med andre underudvalg under Sundhedskomiteen."

Ændring:
Sundhedskomiteen anmodede den 13. november 2003 Hovedbestyrelsen om en ændring af proceduren, således at der på Lægemødet 2004 fremlægges et oplæg til diskussion. Indstillingen blev godkendt.

Høring over forslag til lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i brev af 15. januar 2004 (j.nr. 2003-1534-8) anmodet om Lægeforeningens bemærkninger til forslag til lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere.

Forslaget har til formål at indføre en frivillig og brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere med henblik på at styrke forbrugersikkerheden ved anvendelse af alternativ behandling.

Efter forslaget kan brancheforeninger for alternative behandlere søge om godkendelse af deres forening. En alternativ behandler, som er medlem af en forening, der er godkendt af relevant myndighed, har ret til at anvende titlen "registreret alternativ behandler", såfremt foreningen har givet tilladelse hertil (§ 3, stk. 1).

Tilsyn og kontrol med medlemmerne foretages af foreningen selv igennem et selvadministreret klageorgan (§ 2, stk. 1, nr. 5).

Lægeforeningen skal bemærke, at det for den almindelige forbruger kan være svært at skelne mellem begreberne registrering og autorisation. Det forhold, at en alternativ behandler har ret til at kalde sig registreret, kan give en fejlagtig opfattelse af behandlerens uddannelse og de udbudte behandlinger. Det skal derfor anbefales, at den relevante myndighed ved offentliggørelse af godkendte foreninger, f.eks. på myndighedens hjemmeside, i detaljer gør rede for betydningen af en godkendelse af foreningen, herunder særligt at godkendelsen ikke indebærer en anerkendelse af behandlinger udbudt af foreningens medlemmer.

Ligeledes bør foreningen, som en tilføjelse til lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 6, tilpligtes at oplyse forbrugerne om, hvilken uddannelse de registrerede behandlere ifølge foreningens vedtægter har gennemgået, således at forbrugeren har en mulighed for at bedømme de kriterier, der ligger til grund for titlen "registreret alternativ behandler".

Ifølge bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 3 skal det af foreningernes regelsæt for god klinisk praksis fremgå, at medlemmerne "skal henvise til læger", hvor dette må anses for at være nødvendigt. Lægeforeningen skal foreslå, at formuleringen ændres til "anbefale klienten at opsøge læge", idet bemærkes, at der ikke eksisterer et henvisningssystem mellem læger og alternative behandlere.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres, at registrerede alternative behandlere er omfattet af lov om markedsføring af sundhedsydelser, jf. lov nr. 326 af 6. maj 2003. Ifølge § 2, stk. 1 i lov om markedsføring af sundhedsydelser må der ikke ved markedsføring af sundhedsydelser efter loven anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser. Lægeforeningen skal bemærke, at alternative behandlinger for den langt overvejende del er udokumenterede med hensyn til effekt, hvorefter markedsføring af disse vil hvile på et rent subjektivt grundlag. Lægeforeningen skal henvise til tidligere høringssvar vedr. forslag til lov om markedsføring af sundhedsydelser af 1. november 2002 og høringssvar vedr. bekendtgørelse om markedsføring af sundhedsydelser samt udkast til vejledning om markedsføring af sundhedsydelser af 12. august 2003. Høringssvarene vedlægges.

Med venlig hilsen

Jesper Poulsen

Baggrundsmateriale/litteratur

1. Redegørelse fra Hovedbestyrelsen vedrørende alternativ medicin. Ugeskrift for Læger 1996, 158/23, 2264-68.
2. Patients and Healers in the Context of Culture. A. Kleinman, University of California Press, 980.
3. Traditional Medicine Strategy 2002-2005. WHO, Geneva 2002.
4. Sundhed og sygelighed i den voksne danske befolkning, Statens Institut for Folkesundhed, 2002.
5. Kræftpatienters brug af alternativ behandling, Anette Damkier, Ph.D.-afhandling, 2000.
6. Lægekunst i det 21.århundrede, forlaget Hovedland, 2003.
7. Alternativ behandling. Den norske lægeforening 1998.
8. Den etiske fordring. K.E. Løgstrup. Gyldendal 1956.
9. Medicinsk filosofi. Henrik Wulff, Stig Andur Pedersen og Raben Rosenberg. Munksgaard 1990.
10. Sygdomsbegreber i praksis. Uffe Juul Jensen. Munksgaard 1983.
11. Situationel sygdom. Dorte Effersøe Gannik. Samfundslitteratur. 1999.
12. Videns – og Forskningscenter for Alternativ Behandling, ViFAB’s hjemmeside: www.vifab.dk.
13. Trenger Helsevesenet begrepet sjukdom? B. Hofmann, Tiddskr. Nor. Lægeforen. 2003, 123, 487-90.
14. Social Unity and Primary Goods, in: John Rawls Collected Papers. Ed. S. Freeman. Cambridge Massachusetts: Harvard University Press. 1999.
15. Just health care. N. Daniels. Cambridge: Cambridge University Press 1985.
16. Patienters ønske om at benytte alternativ behandling under indlæggelse på sygehus. Sundhedsstyrelsen 21.novmeber 2000.
17. Vejledning om indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen 2.juli 1999.
18. Strategi vedrørende Alternativ Behandling i Vejle Amt. Vejle amt, Sundhedsforvaltningen, august 2003.
19. Evidensbaseret medicin, sundhedspolitik og administrativ kontrol med lægers arbejde. Ole Færgemann, Ugeskrift for Læger 2002, 164, 1538-43.
20. If CAM rose from the ashes of western holism, what now? D. Reilly Medical Anthropology Quarterly 2002, 16, 408-9.
21. Interpreting results from randomized clinical trials of complementary/alternative interventions: The role of trial quality and pre-trial beliefs. A. Hróbartsson, S. Brorson. I: Callahan ed.: The role of complementary and alternative medicine, accommodating pluralism. Georgetown Press 2002, 107-21.
22. Kurser i alternativ medicin, Läkarutbildningen, Karolinska Institutet. Hjemmeside: http://edu.ki.se/programs/physician/electives/kurser/alternativ_medicin.html
23. Lægeforeningens kursuskatalog, foråret 2004.
24. Alternativ medisin. Norges offentlige utredninger 1998, 21.
25. Alternativ behandling, metoder og virkninger. Jerk W. Langer. Komiteen for Sundhedsoplysning 2003.
26. Forskning i alternativ behandling. Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, juni 2002.
27. Stockholmare och den komplementära medicinen. Stockholm Läns Landsting. HSN 12/00.
28. General Guidelines for Methodologies on Research and Evaluation of Traditional Medicine. WHO. Geneva 2000.
29. Man må tro, før man kan vide. S. Brorson. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 1997: 1219-26.
30. Evaluering af ViFAB – Videns - og Forskningscenter for Alternativ Behandling. September 2002.
31. Årsberetning 2002. Videns – og Forskningscenter for Alternativ Behandling.
32. Klinikkens fødsel. Michel Foucault. Hans Reitzels Forlag 2000.
33. Mind’s Eye and Hand’s Brain. M.W. Wartofsky, I Engelhardt Jr. & Callahan (eds.): Science, Ethics and Medicine. The Hasting Center 1976.
34. Medicinens historie. E. Gotfredsen. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busk 1050.
35. The shaping of a profession. Ø. Larsen ed. Science History Publications/USA 1996.
36. Dannelsens dialektik. T. Højrup. Museum Tusculanums forlag 2002.