I Lægeforeningens vedtægter står der følgende om optagelse (i kapitel 3: Medlemmer):
6.1 Medlemskab af Lægeforeningen forudsætter autorisation som læge i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner. Bestyrelsen kan dispensere fra dette krav.
6.2 Medlemskab fortabes ikke, fordi en læge ikke virker som læge eller har meddelt Sundhedsstyrelsen, at han/hun ønsker sig frigjort fra sin pligt til at yde lægehjælp.
6.3 Ved afgørelse af, til hvilket af de i punkt 3.3 nævnte forhandlingsberettigede foreninger medlemmet henføres, gælder følgende regler:
A. Som medlemmer af YL optages læger ansat i underordnede stillinger herunder amanuenser i praksis. Nyuddannede og andre uden forudgående tilknytning optages som medlemmer af YL.
B. Som medlemmer af PLO optages alment praktiserende læger, der har tilkendegivet, at de udøver almen praksis for Den Offentlige Sygesikring eller på anden måde driver almen praksis som hovederhverv.
C. Som medlemmer af FAS optages overlæger ved sygehuse og ved andre institutioner for sygdomsforebyggelse eller sygdomsbehandling, praktiserende speciallæger samt læger, der ikke henføres under A eller B.
6.4 Medlemmer, der midlertidigt er uden beskæftigelse, forbliver medlemmer af den forhandlingsberettigede forening, som de er tilknyttet.
6.5 Pensionister og andre ikke-erhvervsaktive medlemmer kan oprette en forening, hvis bestyrelse består af pensionerede og andre ikke-erhvervsaktive medlemmer, der er valgt som medlemmer af Repræsentantskabet, jf. pkt. 11.2. Foreningens vedtægter skal godkendes af Lægeforeningens bestyrelse.
6.6 Ønsker medlemmet et andet tilhørsforhold, eller opstår der mellem medlemmet og de forhandlingsberettigede foreninger uenighed om medlemmets placering, afgøres sagen af bestyrelsen.