Alternativ behandling

Lægeforeningens politikpapir om alternativ behandling

Indholdsfortegnelse

1. Indledning
2. Afgrænsning af begrebet alternativ behandling
3. Dialogen med patienten
4. Lægers ansvar
5. Forskning og oplysning
6. Sammenfatning og bilag

1. Indledning

Læger møder i deres hverdag ofte patienter, der bruger eller har overvejet at gøre brug af alternative behandlingsformer. Behovet for en erklæret politik på området, der kan vejlede lægeforeningens medlemmer i patientkontakten og i forhold til patientbehandlingen bliver derfor stadig mere påtrængende.

Lægeforeningens Hovedbestyrelse udarbejdede senest i 1996 en redegørelse om alternativ behandling, hvor begrebet blev søgt afklaret og et overordnet forslag til Lægeforeningens politik blev fremsat. På Lægemøde 2004 fremlagde en arbejdsgruppe under Sundhedskomitéen et debatoplæg om alternativ behandling (se bilag 2). Overvejelserne i denne arbejdsgruppe er indgået som en del af baggrundsmaterialet for den nuværende arbejdsgruppe, der er nedsat under Lægeforeningens Etiske Udvalg.

Fra centralt hold er der sket flere tiltag på området alternativ behandling. Sundhedsstyrelsen har i november 2000 opfordret sygehuse til så vidt muligt at acceptere patienters ønske om at benytte alternativ behandling under indlæggelse på sygehus, jf. vejledning til landets sygehuse vedrørende alternativ behandling (se bilag 3).

I juni 2004 blev det muligt for alternative behandlere, organiseret i en brancheforening, at kalde sig ”registreret alternativ behandler”, såfremt behandleren opfylder brancheforeningens krav, bl.a. til en basisuddannelse (se lovteksten samt Lægeforeningens høringssvar i bilag 4).

Der blev på finansloven for 2004 afsat 10 millioner kroner til iværksættelse af forskningsprojekter i regi af Videns - og forskningscenter for alternativ behandling (VIFAB). Videns og forskningscenter for alternativ behandling er en selvejende, uafhængig institution, der administrativt hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Lægeforeningen er repræsenteret ved to bestyrelsesmedlemmer (se afsnit 5 i politikpapiret samt bilag 5).

Det har ikke indgået som en del af arbejdsgruppens kommissorium at forholde sig til udviklingen i lovgivningen om emnet alternativ behandling, og Lægeforeningens holdning til lovgivningstiltagene behandles derfor ikke særskilt.

Politikpapiret behandler patient-læge relationen og relationen mellem kolleger, der praktiserer alternativ behandling samt Lægeforeningens holdning til medlemmer, der praktiserer alternativ behandling. Desuden behandles emner som forskning i alternativ behandling samt lægers forpligtelse til at opdatere egen viden. Kommissoriet for arbejdsgruppen vedlægges i bilag 1. 

2. Afgrænsning af begrebet alternativ behandling

Lægeforeningen er opmærksom på, at begrebet alternativ behandling fortolkes og anvendes forskelligt i forskellige dele af verden afhængigt af landets kultur og tradition. I international faglig litteratur anvendes i tiltagende grad begrebet ”complementary and alternative medicine”. I Danmark er alternativ behandling fortsat den mest anvendte betegnelse og benyttes derfor i denne sammenhæng. Lægeforeningen ønsker i de følgende afsnit at beskrive, hvad der er Lægeforeningens forståelse af begrebet alternativ behandling:

Alternative behandlinger er behandlinger, der ikke er ført lægevidenskabeligt bevis for. Foreligger derimod dokumentation for virkning, betragtes den pågældende behandling ikke som alternativ. Kendetegnende for lægevidenskab er villighed til at efterprøve og kritisk tage stilling til forskellige behandlingsformer. Derved adskiller lægevidenskaben sig fra den alternative behandlerverden.

Mange behandlinger, som udføres af læger, har ikke fået dokumenteret deres virkning igennem evidensstudier. Disse behandlinger kan dog ikke nødvendigvis betegnes som alternative, hvis deres effektivitet er påvist gennem kliniske afprøvninger, og deres virkningsmekanismer er klart forståelige på baggrund af lægevidenskabelige betragtninger. I denne sammenhæng skal lægevidenskaben forstås bredere end naturvidenskab.

Eksperimentelle behandlinger er behandlinger, hvor man ikke har dokumenteret en klinisk effekt, men hvor lægevidenskabelige principper teoretisk understøtter behandlingens mulige effekt. 

3. Dialogen med patienten

Lægen er forpligtet til at indgå i en åben dialog om emner vedrørende patientens helbred og sundhedstilstand, som er væsentlige for patienten. Det indebærer, at lægen må indgå i en dialog med patienten om alternativ behandling, hvis det er af betydning for patienten.

Der er en stigende tendens i samfundet til at betone det enkelte individs ansvar for eget helbred. Blandt andet derfor har den enkelte stort behov for at erhverve sig redskaber til at forbedre sit helbred og selv deltage aktivt i behandlingen. Det gælder mennesker med mindre omfattende helbredsproblemer, og ikke mindst alvorligt syge. Lægen bør være opmærksom på og imødekommende overfor dette behov.

Når det på baggrund af dialogen mellem læge og patient er klart, hvad patienten ønsker og har behov for, kan det være relevant at hjælpe patienten til at opnå pålidelige oplysninger om den ønskede behandling. Det er vigtigt, at lægen rådgiver patienten om kendte interaktioner i forhold til anden given behandling (se afsnit 4 om lægers ansvar). Det er lægens ansvar at fraråde alternativ behandling, som ud fra en fagligt begrundet vurdering må anses for skadelig for patientens helbred.

Med en forudgående dialog vil der være mulighed for at være professionelt støttende i forhold til patienten, uden nødvendigvis at være enig, som i andre situationer, hvor man rådgiver professionelt. Støtten til patienten og dennes personlige valg er ikke nødvendigvis det samme som en faglig anerkendelse af en behandling.

Et godt kendskab mellem læge og patient er den bedste forudsætning for en god dialog om alternativ behandling. Helt afgørende er det imidlertid, at lægen signalerer interesse for patientens personlige opfattelse af sygdom og behandling, og anerkendelse af betydningen af patientens egne valg. 

4. Lægers ansvar

Lovgivning om samarbejde med alternative behandlere – Lægelovens § 19
Lægeloven forholder sig ret præcist til spørgsmålet om en læges ansvar ved samarbejde med en alternativ behandler i det tilfælde, hvor lægen har anbefalet patienten en bestemt alternativ behandling.

Efter lægelovens § 19 risikerer en læge strafforfølgelse, hvis lægen i samarbejde med en alternativ behandler ordinerer en behandling til en patient, og hvis patienten må tro, at behandlingen er godkendt af lægen eller sker på lægens ansvar. Straffen for overtrædelse af bestemmelsen er bøde eller hæfte efter påtale af statsadvokaten.

Der er intet til hinder for, at en læge samarbejder med en alternativ behandler, såfremt det tydeligt fremgår, på hvilken måde samarbejdet finder sted, og såfremt offentligheden ikke bibringes en urigtig forestilling om, at behandlingen sker efter lægens anvisninger.

Lægen skal således udvise samme omhu og samvittighedsfuldhed i samarbejdet med alternative behandlere som lægen ifølge lægeloven er forpligtet til at udvise ved anvendelse af medhjælp.

Det er ansvarspådragende for en læge at forhindre en patient i at opnå en dokumenteret effektiv behandling ved at stille anden behandling i forslag med henblik på anvendelse.

Lovgivning om kvaksalveri – Lægelovens §§ 23-27
Den alternative behandler kan straffes efter kvaksalveribestemmelserne i lægeloven.

Lægelovens bestemmelser om kvaksalveri omfatter bl.a. situationer, hvor en ikke-autoriseret person tager syge i behandling og udsætter dem for påviselig fare. Straffen herfor er bøde eller hæfte, og såfremt patienten er påført væsentlig skade kan straffen stige i op til et års fængsel. Smittefarlige sygdomme må ligeledes kun behandles af en læge. Overtrædes denne bestemmelse er straffen hæfte eller fængsel og under formildende omstændigheder bøde.

Såfremt en læge har medvirket til efterfølgende at godkende en alternativ behandling i et forhold, der er omfattet af lægelovens bestemmelser om kvaksalveri, kan lægen straffes for medvirken.

Lovgivning om lægers egen udøvelse af alternativ behandling – Lægelovens §§ 6 og 18
En autoriseret læge er ansvarlig efter lægelovens almindelige ansvarsregler, hvis lægen anvender alternative behandlingsformer i sin behandling af en patient.

Lægen er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit virke efter lægelovens § 6 og overtrædelse af denne bestemmelse kan give en påtale. En læge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sit kald, straffes med bøde eller hæfte efter lægelovens § 18.

Lægelovens bestemmelser vedlægges som bilag 6.

Lægeforeningens kollegiale regler
Lægeforeningens kollegiale regler gælder også, hvis en læge ønsker at fremsætte kritik af en kollega, der anvender alternative behandlingsmetoder. Ved fremsættelse af faglig kritik af en kollega bør lægen forinden orientere vedkommende kollega herom. Ved fremsættelse af kritik af en kollegas lægelige virksomhed bør kritikken udformes på en sådan måde, at kritikken ikke skaber unødig utryghed hos patienter, pårørende eller offentligheden. Finder en læge, at en kollega må antages at drive uforsvarlig lægegerning må henvendelse herom rettes til embedslæge eller sundhedsstyrelse.

Etiske regler for læger
Lægeforeningens Etiske regler for læger indeholder bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed og forsvarlig lægevirksomhed. En læge er i sin gerning forpligtet til at medvirke til at forebygge sygdomme og fremme sundhed. En læge skal endvidere støtte den syge, såvel som den raske i omsorgen for sit helbred. En læge skal udøve sin gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt og efter evne lindre smerte og hjælpe den syge med at genvinde sit helbred. En læge skal i udøvelsen af sin gerning under alle forhold respektere sine patienters værdighed og personlige integritet.

Endelig må en læge ved undersøgelse og behandling af en patient kun gøre brug af metoder og midler som forsvarlig lægevirksomhed tilsiger.

Lægeforeningen er af den opfattelse, at en læge, der ønsker at anvende alternative behandlingsformer i behandlingen af en patient må søge at afklare effekten af denne behandling forud for dens anvendelse. Dette forhindrer imidlertid ikke anvendelse af eksperimentelle behandlinger, jf. afsnit 2. 

5. Forskning og oplysning

Lægeforeningen støtter forskning i alternativ behandling efter lægevidenskabelige principper, idet forskning er grundlaget for en afklaring af, hvilken vejledning lægen bedst kan give sin patient, når patienten henvender sig med en konkret forespørgsel vedrørende en given behandlingsmetode. Det er gennem forskning, at det skal afklares, hvilke metoder, der er virksomme og hvilke, man bør forkaste. Lægeforeningen finder det afgørende, at forskningen foregår i samarbejde med etablerede forskningsmiljøer.

Ved oprettelsen af Videns - og forskningscenter for alternativ behandling (VIFAB) i 1998 har Folketinget oprettet et forum, der kan iværksætte forskningsprojekter med det formål at afklare virkningen af alternative behandlingsformer. Formålet med VIFAB er at øge viden om og kendskabet til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning, at fremme og udvikle forskning på området samt at fremme dialog mellem sundhedsfagligt personale og alternative behandlere. Lægeforeningen støtter dette arbejde bl.a. gennem to bestyrelsesposter i centeret. Endvidere udføres forskningsprojekter af høj kvalitet i Cochrane –instituttet, og Lægeforeningen ser gerne dette arbejde fortsat.

Lægeforeningen finder det afgørende, at der fortsat forskes og stilles oplysninger til rådighed for læger og befolkning om forskellige former for alternativ behandling og deres virkning. Lægeforeningen vil derfor støtte en fortsat allokering af ressourcer til VIFAB´s arbejde.

Der findes ikke i øjeblikket et system, hvortil man kan indberette bivirkninger ved alternativ behandling. Lægemiddelstyrelsen modtager indberetninger om bivirkninger ved lægemidler, der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen administrerer naturlægemidler og stærke vitaminpræparater, mens andre præparater, såsom diverse former for kosttilskud hører under fødevarelovgivningen. Lægeforeningen vil arbejde for et system til indberetning af bivirkninger ved naturlægemidler, vitaminpræparater og kosttilskud samt uhensigtsmæssige virkninger af anvendte alternative behandlingsformer.

Lægeforeningen finder endvidere, at en orientering om alternative behandlingsformer bør indgå som et delelement af den kliniske undervisning på relevante områder.

6. Sammenfatning

1. Alternative behandlinger er behandlinger, der ikke er lægevidenskabeligt dokumenterede.
2. Behandlinger betragtes ikke som alternative, når der foreligger dokumentation for deres effekt.
3. Læger bør indgå i en dialog med patienten om dennes ønske om at anvende alternative behandlingsformer.
4. Det er lægens ansvar at fraråde alternativ behandling, som ud fra en fagligt begrundet vurdering må anses for direkte skadelig for patientens helbred.
5. Læger kan drages til ansvar for henvisning af patienten til alternativ behandler, såfremt patienten måtte have det indtryk, at behandlingen er godkendt af lægen (Lægelovens § 19).
6. Læger kan efter lægelovens almindelige regler drages til ansvar for benyttelse af alternative behandlingsformer (Lægelovens §§ 6 og 18).
7. En læge, der medvirker til at godkende en behandling, der er omfattet af lægelovens bestemmelser om kvaksalveri, kan straffes for medvirken.
8. En læge må ved undersøgelse og behandling af en patient kun gøre brug af metoder og midler som forsvarlig lægevirksomhed tilsiger, jf. Lægeforeningens etiske regler.
9. Lægeforeningen er af den opfattelse, at en læge, der ønsker at anvende alternative behandlingsformer i behandlingen af en patient må søge at afklare effekten af denne behandling forud for dens anvendelse.
10. Det er ansvarspådragende for en læge at forhindre en patient i at opnå en dokumenteret effektiv behandling ved at stille anden behandling i forslag med henblik på anvendelse.
11. Læger kan udtale kollegial kritik ved kollegers anvendelse af alternative behandlingsformer, jf. Lægeforeningens kollegiale regler.
12. Lægeforeningen støtter forskning i alternativ behandling for så vidt, at forskningen foregår i samarbejde med etablerede forskningsmiljøer, som f.eks. Cochrane - instituttet.
13. Lægeforeningen støtter VIFAB´s formål at øge viden om og kendskab til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning samt at fremme forskning i alternativ behandling og fremme dialog mellem sundhedsfagligt personale, alternative behandlere og brugere.
14. Lægeforeningen vil arbejde for et system til indberetning af bivirkninger ved naturlægemidler, vitaminpræparater og kosttilskud samt uhensigtsmæssige virkninger af anvendte alternative behandlingsformer.
15. Lægeforeningen finder, at en orientering om alternative behandlingsformer bør indgå som delelementer i den kliniske undervisning, hvor det er relevant.

Bilag: