Det Kollegiale Netværk i Region Nordjylland


Kollegialt Netværk for Læger yder gratis og anonym rådgivning til læger, der har små eller store arbejdsmæssige eller private problemer.

Kollegialt Netværk for Læger kan hjælpe læger, der har:

  • Arbejdsmiljøproblemer
  • Sygdom
  • Misbrug
  • Udbrændthed
  • Personlig krise
  • Klagesag
  • Familieproblemer
  • Dødsfald
  • Kriminalitet

Ring til Netværkslinjen på telefonnummer 35 38 89 51

Hjælp fra kollega til kollega
Hjælpen i Kollegialt Netværk for Læger bliver ydet af andre kolleger, yngre læger, overlæger, praktiserende speciallæger eller speciallæger i almen medicin, der er rådgivere i netværket på ulønnet og frivillig basis. Hjælpen, der er gratis, sker i form af en hurtig og umiddelbar personlig støtte og rådgivning. Kollegialt Netværk for Læger behandler ikke, men rådgiverne vil efter behov støtte og motivere kolleger til at søge behandling i det eksisterende behandlingssystem.

Rådgiverne i Kollegialt Netværk for Læger er blevet uddannet til deres frivillige arbejde, og de deltager løbende i kurser for at kunne give den bedst mulige hjælp.

Kollegialt Netværk for Læger kan kontaktes både af den læge, der søger hjælp, men også af pårørende, venner kollegaer eller af den behandlende instans.

Netværket kan kontaktes anonymt, ring enten til sekretæren for Netværkslinien eller direkte til en af de lægelige netværksrådgivere.

Kollegialt Netværk kan kontaktes via:

  • Rådgiverne direkte
  • De regionale lægeforeninger 
  • Netværkslinjen, Tlf. 35 38 89 51

Ring til sekretæren ved netværkslinien på tlf. 3538 8951
Netværkslinien har normalt åbent mandag til fredag kl. 9-15.
Udenfor åbningstiden kan der indtales en besked på telefonsvareren, bemærk dog at svareren typisk først vil blive aflyttet den førstkommende hverdag. Mails, der sendes til Kollegialt Netværk for Læger på netvaerket@dadl.dk , besvares ligeledes først næste hverdag.

Ring direkte til en kollegial netværksrådgiver
Det er altid muligt at ringe direkte til en af rådgiverne ved Kollegialt  Netværk for Læger. Alle rådgivere er læger of står i det væsentlige til rådighed døgnet rundt.
Listen med navne, adresser og tlf.nr. på de nordjyske netværksrådgivere kan ses her, men du skal være logget ind på www.laeger.dk for at kunne se kontaktoplysningerne.

Du kan vælge at kontakte en lokal netværksrådgiver, men du er også velkommen til at ringe til en rådgiver udenfor din region, idet kontakten til netværket er præget af valgfrihed.

Hvis man ikke har adgang til internettet:
Telefonnummeret til Netværkslinien annonceres hver anden uge i Ugeskrift for Læger.

Hvorfor findes det Kollegiale Netværk for Læger?
Lægers arbejdsmiljø kan være både fysisk og psykisk belastende f.eks. arbejder læger ofte under stressede forhold og er i risiko for at blive udsat for vold eller trusler om vold i deres arbejde. De følelsesmæssige belastninger i arbejdet med håbløst syge eller døende patienter kan være meget store. Mange læger har svært ved at "læsse af", fordi der ikke er kollegial tradition for at drøfte personlige problemer. Der klages oftere over læger, og de må se sig udhængt i medierne i klagesager eller for at have begået fejl, som i forvejen piner dem. Belastningen kan blive så stor, at den f.eks. kan føre til problemer i arbejdslivet, personlige kriser, psykiske problemer, nedslidning eller misbrug.

Kollegialt Netværk for Læger er en selvstændig og faglig uafhængig organisation under Lægeforeningen og er etableret for at hjælpe kolleger, der har arbejdsmæssige og/eller private problemer. Over tusind læger har siden netværket blev grundlagt i 1992 henvendt sig til Netværket med små eller store problemer

Netværket dækker Danmark, Færøerne og Grønland gennem netværksgrupper, der er oprettet i de enkelte regioner. Der er tilknyttet knap 90 netværksrådgivere, en sekretær samt en lægekonsulent til Kollegialt Netværk for Læger. Du er meget velkommen til at kontakte os.