Tilbud om rådgivning og støtte ved afskedigelse


FAS’ og Yngre Lægers tilbud om rådgivning og støtte til medlemmer, der er blevet afskediget

FAS og Yngre Læger har i samarbejde skrevet denne oversigt over tilbud, du kan benytte dig af, hvis du er blevet afskediget. Se under kontaktoplysninger, hvis der er spørgsmål til indholdet. 

Jobsøgning
Hvis du i forbindelse med jobsøgning har behov for inspiration til at skrive en ansøgning og et nyt C.V., kan du hente inspiration på under Karriere og kurser:  "Sådan bliver du speciallæge”. Her findes en jobsøgningsguide, der også er aktuel for speciallæger.

Du kan også henvende dig til Nynne Lykke Christensen i Lægeforeningens uddannelsessekretariat på tlf. 3544 8478. Du er desuden velkommen til at maile eller sende din ansøgning og C.V. til Nynne Lykke Christensen, som kan give gode råd og sparring i den forbindelse. 

Vær opmærksom på, at det kan være relevant at søge bredere efter et nyt job, herunder både geografisk og hos andre arbejdsgivere. Det kunne f.eks. være i udlandet, i kommunerne, i regionerne, i industrien, på privathospital eller andre dele af det private erhvervsliv. Det er altid en god idé at bruge sit eget netværk.

Du kan desuden finde ledige stillinger i Ugeskrift for Læger og forskellige steder på internettet. F.eks. www.laegejob.dk eller www.jobzonen.dk.

Oplysninger om at arbejde som læge i Norden findes bl.a. under Karriere og kurser: "Internationalt".  Hvis du er medlem af en A-kasse, f.eks. AAK (www.aak.dk), skal du være opmærksom på, at deltagelse i en jobsamtale i udlandet kræver aftale med A-kassen.

Ret til fri til at søge nyt arbejde
Overenskomstansatte læger har desuden ret til nødvendig fritagelse for arbejdet til at søge andet arbejde uden at blive trukket i løn. Retten omfatter frihed til at deltage i ansættelsessamtaler og ret til nødvendig frihed til opsøgende arbejde, der ikke kan lægges uden for arbejdstiden.

Retten omfatter dog ikke tid til at skrive ansøgninger og lignende. Du må også tage hensyn til, at arbejdssøgningen lægges på et tidspunkt, der er mest fordelagtigt for arbejdspladsen. Det betyder, at du i så god tid som muligt må informere arbejdsgiveren om jobsøgning og medvirke til, at arbejdet kan tilrettelægges, så ulemperne ved fraværet minimeres.

Karrieresparring
Lægeforeningens uddannelsessekretariat, Nynne Lykke Christensen, tlf. nr. 3544 8478, tilbyder individuel karrierevejledning og kompetenceafklaring.

Karriererådgivning kan også omhandle mulighederne for efter- og videreuddannelse, herunder f.eks. mulighederne for at skifte speciale. De tre regionale videreuddannelsessekretariater kan bidrage med oplysninger:

Videreuddannelsessekretariatet, Videreuddannelsesregion Nord, mail: vus@stab.rm.dk
Videreuddannelsen Region Syd, mail: videreuddannelsen-syd@regionsyddanmark.dk
Sekretariatet for Lægelig Videreuddannelse Region Øst, hvor det er muligt at kontakte sekretariatschef Lise Møller, tlf. nr. 3975 0681.

Du kan også overveje muligheden for at drive selvstændig virksomhed f.eks. ved at nedsætte dig i praksis. Oplysninger om praksisdrift m.m. findes under punktet Speciallægepraksis: "Praksisdrift". Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til chefkonsulent Mads Lythje, tlf. nr. 3544 8426.

Ønsker du oplysninger om mulighederne for at nedsætte dig som alment praktiserende læge, kan P.L.O., Henriette Kiersgaard kontaktes på tlf. 3544 8450. Hvis du er medlem af en A-kasse, f.eks. AAK (www.aak.dk), bør A-kassen kontaktes for videre rådgivning, da retten til dagpenge ophører, hvis du bliver selvstændig.

Derudover skal det nævnes, at to af Overlægeforeningens bestyrelsesmedlemmer har valgt at stille sig til rådighed som ressourcepersoner for foreningens medlemmer. Hvis du er overlæge, har du således mulighed for at kontakte næstformand Lise Møller, tlf.nr. 3975 0681.

Medlemmer af Foreningen Af Kommunalt ansatte læger i FAS (FAKL) kan ved at henvende sig til Lene Christensen i FAS’ Sekretariat komme i kontakt med tidligere bestyrelsesmedlem i FAKL’s bestyrelse Annette Justesen.

Hvis man tilhører en af de andre forhandlingsberettigede foreninger, kan man henvende sig til FAS’ sekretariat. Man finder den relevante konsulent i FAS her

Yngre Læger kan kontakte Yngre Lægers medlemsservice på 3544 8100, hverdage kl. 9-16, fredag til kl. 15.

Genplacerings-/Outplacementforløb
Flere og flere tilbydes penge til et genplaceringsforløb i forbindelse med en afskedigelse, men det er de færreste, der på stående fod ved, hvilke konsulentfirmaer, der har kendskab til læger og – ikke mindst - en konstruktiv tilgang til genplacering af læger. Læs mere her

Erhvervspsykolog
FAS og YL tilbyder en psykologordning for medlemmer, der f.eks. er hårdt belastet af en afske-digelse, og som pga. begrænsede alternative ansættelsesmuligheder er truet på deres levebrød. Hos psykologen kan man få personlig støtte og hjælp til at håndtere situationen.

Ordningen indebærer, at du kan modtage op til 5 timer hos psykologen. Hvis der er behov for flere timer, finansierers det ved egenbetaling.

Hvis du ønsker at benytte dig af ordningen, skal du kontakte sekretariatet i FAS eller advokat Rikke Palm i YL, som således vil visitere til psykologen. FAS og YL får ikke får kendskab til indholdet af samtalerne med psykologen.

Dagpenge, efterløn og pension
En afskedigelse kan give anledning til at overveje, om efterløn eller pensionering vil være et alternativ til et nyt job. Efterløn kræver medlemskab af en A-kasse.
OBS: For at få dagpenge, skal du have været medlem af en A-kasse i mindst et år.

Pension kan både være tjenestemandspension og/eller pension fra Lægernes Pensionskasse, www.lpk.dk

Hvis du har behov for en samlet oversigt over, hvor stor en samlet pension du er berettiget til fra såvel det offentlige som fra pensionskassen, samt hvor meget pensionen måtte vokse, hvis du forbliver på arbejdsmarkedet, kan du finde oplysninger herom på www.pensionsinfo.dk

Er der behov for økonomisk rådgivning i forbindelse med ledighed, kan A-kassen kontaktes. Herudover kan du benytte dig af Lægeforeningens socialrådgiver, Susanne Qvistgaard, som rådgiver medlemmer af Lægeforeningen om personlige, økonomiske og sociale forhold. Det kan f.eks. være råd og vejledning i forbindelse med kontanthjælp, dagpenge, efterløn og pension fra Lægernes Pensionskasse m.m. Susanne Qvistgaard kan kontaktes på tlf. 3544 8213 mandag-fredag kl. 9.00-12.30 eller på sq@dadl.dk.

Kontakt til FAS
Hvis du har spørgsmål til denne oversigt, kan du som medlem af FAS rette henvendelse til FAS’ sekretariat. Du finder den relevante konsulent her.

Kontakt til YL
Hvis du har spørgsmål til denne oversigt, kan du som medlem af YL rette henvendelse til YL’s medlemsservice på tlf. 3544  8100, hverdage kl. 9-16, fredag til kl. 15.

Særligt vedrørende psykologordningen kan du kontakte advokat Rikke Palm på tlf. 3544 8436.